Særligt sensetivt og signalstærkt barn ? Jeg har tre.

Det er næsten blevet moderne at have et særligt sensetivt (eller signalstærkt) barn, kan jeg mærke på det hele. Man vil jo så gerne have en forklaring – ja måske endda en undskyldning – på hvorfor ens barn opfører sig som en tosset ude blandt folk. Ingen synes jo det er sjovt når ungen står og skriger for fulde gardiner midt i tante Olgas nytårstale eller til barnedåb i kirken.

Men hvor det for de fleste er noget, der sker en gang imellem, og som regel er udløst af at barnet blot er er barn, er der nogen af os der rent faktisk må affinde sig med at have et særligt sensetivt barn – eller som mig, tre af dem.

Hvad indebærer det så at være særlig sensetiv? Kort beskrevet handler det om, at ens sanser stimuleres meget hurtigere og voldsommere end hos neurotypiske mennesker (“normale” folk) og man derfor meget hurtigere smelter helt sammen når man får for mange indtryk. Jeg har læst masser af artikler og blogs om hvordan det som forældre er at have et særligt sensetivt barn, men hvordan føles det for barnet?

Forestil dig at du skal lave aftensmad. I forvejen er du træt efter en lang dag på arbejde, du er måske ikke super interesseret i at lave mad i det hele taget, men det skal gøres. Du har 8 skrigende børn til at rende om benene på dig mens dit køkkenlys blinker hurtigt, tænd-sluk-tænd-sluk, i 18 forskellige farver, mens “Se den lille kattekilling”, “Jeg har bygget mig en bil” og en eller anden technosang kører for fulde garinder på samme tid.

Du forventes stadig at lave aftensmaden i god tid, være smilende over for alle børn, holde en samtale med manden, samt løse 38 matematiske ligninger – og alt dét uden at skrige i vilden sky.

Nu forestil dig at næsten alle normale hverdagssituationer føles sådan. Tage tøj på? Du kan ikke engang overskue sokkerne fordi de gnubber så ubehageligt mod anklerne. Børste tænder? Tandpastaen er simpelthen ulideligt stærk selvom det er den mildeste børneudgave, der findes. Arbejde? Alt for mange mennesker, som bare larmer og lugter og irriterer til du forsvinder helt ind i dig selv. Aftensmad? Alt for tørt, alt for fedtet, alt for vådt, alt for salt… Nu går du så i seng og skal forsøge at køle ned fra alle disse indtryk på ingen tid, fordi mor siger du skal sove (okay, det gør DIN mor nok næppe, men som voksen ved du jo at du skal tidligt op dagen efter og gentage det samme igen) og sådan kan jeg fortsætte.

At være særlig sensetiv er ikke en trend. Det er utroligt hårdt – også som voksen, kan jeg så fortælle – at skulle leve på den måde. Når den mindste detalje kan vælte hele verdenen men ingen tager sig af det.

Jeg vil desuden gerne tilføje, at mange ser særlig sensetiv og signalstærk som det samme – det er det ikke nødvendigvis. Sensetive børn er ikke nødvendigvis udadreagerende.

Alle mine tre er særligt sensetive, men den lilleste er kun dét – han lukker sig sammen som en lille boldt når det bliver for meget, han er dén, der beder om at blive taget op og holdt om når han slår sig eller er ked, og er den, der hurtigst bliver ked af det.

De to andre er også sensetive men samtidig også signalstærke – og dé er udadreagerende. De skriger så blodet fryser og slår hvis de bliver kede af det og frustrerede (modsat min mindste prut), de vil ikke tages op og holdes om når der er noget galt, og tyr oftere til raseri over gråd.

Så kort sagt:

Særlig sensetiv: nemt overstimuleret, kan ikke håndtere indtrykkene, og som oftest trækker de sig tilbage i sig selv eller til mor/far.

Signalstærk: nemt overstimuleret, kan ikke håndtere indtrykkene, men er til gengæld frembrusende og udadreagerende og har meget svært ved at håndtere egne følelser.

Har I andre også børn, der hører ind under disse “grupper”? Og hvordan håndterer I det hjemme hos jer?

2 comments / Add your comment below

  1. Jeg har en søn, der er signalstærk. Shit det trækker tænder ud. Selv er jeg sensitiv og de 2 ting harmonerer altså ikke. Jeg bliver fuldstændig fyldt op af alt hans “larm”. Men omvendt er jeg nok også den eneste herhjemme, der rigtigt kan sætte mig ind i præcis hvad der sker i hans lille hoved og det ser jeg som en klar fordel. Jeg prøver at fokusere på de gode ting i det at være et signalstærkt barn og så ser jeg det som min fornemmeste opgave at beskytte ham en smule mod alle indtrykkede. Selvom han hurtigt bliver fyldt på har han lige fra dag 1 selv søgt alle indtrykkende og kan ikke finde ud af selv at sige fra. Det er dog bedre nu efter han er blevet ældre, men han lærer selvfølgelig også om sig selv 🙂

    1. Det hjælper helt sikkert at de bliver ældre og lærer hvordan de kan håndtere tingene som det passer dem bedst. Jeg ser det heller ikke som en negativ ting at have de personlighdestræk – som med alt andet må man jo bare få det bedste ud af det og fokusere på de mange skønne ting de kan og vil (:

Skriv et svar