Julenyt i Shop In!

Julenyt i Shop In!

Jeg er startet i skolepraktik på min tidligere skole, Tietgen Business, hvor vi har en rigtig butik ved navn Shop In. Der skiftes vi så til at stå i butik og lære hvordan man gør mens kunderne får lov til at shoppe løs blandt det lækre udvalg vi har – bl.a. er der for tiden en masse fedt House Doctor.

I tirsdags fik jeg æren af at sørge for lidt reklame til facebook for vores nye julevare, og jeg synes næsten lige at I også skal se resultatet.

Personligt er jeg vildt med de små grønne nisser og med pigenisserne med de lange ben. Hvis I nu tænker at I skal et smut forbi (og det må man meget gerne selvom man ikke går på uddannelsen – butikken er 100% pben for offentligheden), så starter priserne fra 19,95 kr, så man går ikke helt galt i byen 😉

Madplan uge #48

Vi arbejder på projekt “tøm fryseren” (og skabe/skuffer) så madplanen er ikke så godt opsat som den plejer (normalt sørger jeg for at der er fx. én fiskedag, én dag med okse, én med kylling, etc. i bedst mulige omfang) men det er jo hvad det er. Jeg tænker den nok kan inspirere nogen af jer alligevel.

Mandag d. 26.:
Svensk pølseret

Tirsdag d. 27.:
Svensk pølseret

Onsdag d. 28.:
Hj. tomatsuppe m. hvidløgsflutes

Torsdag d. 29.:
Boller i karry

Fredag d. 30.:
Brændende kærlighed

Der er næsten altid nok svensk pølseret til dagen efter og det er sådan en billig (og lækker) ret, at vi ofte bruger den når der skal tømmes lid pølser ud af fryseren. Tomatsuppe har ældstebarnet sukket længe efter og det ville jo være syndt at sige at det er synderligt dyrt eller svært at lave, så suppe skal han få.

Boller i karry snyder jeg med – jeg klipper en medister op i enden og laver boller af indholdet. Det er så dejligt nemt og billigt. Brændende kærlighed er den mindste nisses favorit så selvom jeg synes den er lidt kedelig til tider sørger jeg for at få den i rotation en gang imellem 😉

Syge børn og kaskader af opkast

Jeg indrømmer det blankt: selvom jeg er forfulgt af uheld på alle tænkelige punkter, så er der altid én ting jeg husker at være taknemmelig for hver evigt eneste dag – at mine børn er sunde og raske og aldrig syge. Som i fucking never ever.

A er 5,5 år og jeg kan huske nøjagtigt to gange hvor han har været syg. Den første gang kan jeg ikke engang decideret huske at der var opkast, men har var oppe på 40 i feber, så det har der nok været. Den anden gang var der rigeligt opkast til at jeg kan huske det. Twinsene er lige knapt 2,5 år og på den tid har de hver især formået at ørle nøjagtigt én gang – og dét sådan en sølle, splejset omgang hvor man ikke engang heeelt ved om det gælder som opkast eller mere som en udrensning af maven.

Nåmen. Jeg startede såmen i skolepraktik i mandags. Jeg sagde til min mand: “Nu skal du se, i hvert fald én af dem bliver syge”. Det mente han selvfølgelig ikke for hvorfor i alverden skulle de dog det?

Jeg har dog sådan en 6. sans omkring den slags ting, så onsdag morgen startede A med at kaste op og fortsatte endnu tretten gange før han var færdig. I dag har de to små så på skift overopkastet dem selv og bilen og Rosengårdcenteret (virkelig utrolig meget undskyld til den stakkels Sunset medarbejder, der skulle tørre af efter os – vi gjorde hvad vi kunne med de små, forbistrede servietter og TO til-opkastede unger, I swear!) og ja – jeg aner sgu ikke engang hvordan man håndterer sådan noget, har jeg måtte erkende.

Jeg er pisse-hamrende-dårlig til opkast. Mit eget giver mig bare lyst til at kaste mere op, så at måtte skylle igennem 3 jakker, 1 par støvler, min mands trøje, mine egne to trøjer, 3 håndklæder, hundens kurv (please, spørg mig ikke) og selvfølgelig 4-5 sæt af deres eget tøj… ja, jeg gider sgu ikke mere.

Heldigvis sover de sødt nu efter et bad (som de helt frivilligt tog, for første gang i livet uden at skrige så naboerne troede vi var ved at myrde dem) og jeg sidder her og er ekstra taknemmelig for at det er mig og ikke dem, der plejer at rage sygdom til mig, for GUD hvor er det besværligt og frustrerende at stå der og være hjælpeløs når de har det skidt og man bare intet kan gøre.