Når livet går op og ned

Som det nu engang er for os alle, går livet nogle gange op og nogle gange ned – pt. synes jeg der har været lidt for meget ned hos os. Der er alle de små trælse ting som at jeg var syg i næsten hele december måned, inkluderet juleaften og nytårsaften, de lidt større trælse ting som at vores biler hver især er brudt samme 3 gange på under 2 måneder (og ja, JEG var i 5 af nedbruddene – ikke fordi jeg er idiot til at køre bil men fordi universet hader mig) så der var lige en masse, der skulle betales, med penge vi ikke har… Og så værst af alt – vi fandt vores 13 måneder gamle hund, Batman, død, fredag d. 11.

Jeg er så god til at håndtere enhver form for presset situation og have styr på og fikse alt. Men døden? Nej tak du, det er den absolut eneste ting jeg ikke kan håndtere.

Jeg vidste godt hvad min mand ville sige da han kom ind i stuen og forsigtigt sagde “skaaat?”. Ikke af nogen synderlig grund, for man forventer sgu ikke at en sund og rask, raceren hvalp med dokumentation for at den ikke fejler noget, bare død uden videre. Men jeg vidste det alligevel.

Jeg tog med ud på soveværelset og forsøgte virkeligt ikke at bryde sammen, men hjernen var helt mos. Gik ud igen i stuen så min mand kunne være ham ud i skuret uden at han skulle gå forbi mig. Af en eller anden grund vælger han at tage Batman i armene, bare sådan – jeg havde forestillet mig et håndklæde eller noget, I ved, der dækkede, så da jeg så ham komme gående med en hund, hvis alle fire ben stak lige op i luften? Ja, så slog den sgu klik.

Den følgende uge var fyldt meget meget lidt søvn, rigtig mange panikanfald, og en meget stor udfordring i at svare på “hvorfor er han død?” for vi har stadig ingen anelse. Vi valgte dog at håntere børnene som vi fandt det bedst – ved at vise Batman i skuret, pakket ind i plastik (han døde som sagt fredag og skulle obduceres mandag, og ja… ingen har brug for detaljer) og fortælle at han var død. De forstod de alle tre, og især de to små var kede af det, men det var meget tydeligt at det hjælp dem til at håndtere det bedre. Han er blevet kremeret nu men det er stadig underligt når man går forbi hans soveplads at han ikke er der.

Som “bonus” har jeg fået to nej-tak’er fra to samtaler jeg har været til, omkring en elevplads som salgsassistent. Så hvis nogen kender nogen, der mangler, på Fyn eller i trekantsområdet, er jeg 100% game!

Første barn vs. andet barn

Alle flergangsforældre ved, at der er forskel på første gang man bliver forældre og de efterfølgende gange. Der er bare noget, der ændrer sig med tiden og med de nye evner den førstefødte giver én, der gør at nummer to (og i vores tilfælde, nummer tre) får helt andre vilkår at vokse op i – på både godt og ondt.

Baby ruller, kravler, går, etc.

Første barn:
“Skat, SKAAAAT, seee! Se hvad han kan, mors dygtige lille skattebasse, han skal nok blive til noget. Kom, lille mand, gør det igen, så kan moster Olga lige få en video”

Andet barn:
“Skaaat, han går!”
“Hva’? Nårh, ja… det gjorde han faktisk også for to dage siden, glemte bare lige at nævne det”

Hygiejne:

Første barn:
“FUCK, jeg har tabt sutten her MIDT PÅ GULVET, jeg må hellere skolde den i 45 minutter. Eller – måske bare smide den ud og købe en ny?”

Andet barn:
“Fuck, jeg tabte sutten her midt på asfalten… fuck, nu er jeg nød til at sutte støvet af før han kan få den igen, ad”

Tøj:

Første barn:
“Der skal i hvert fald være 30 par bukser, 45 par trøjer, 300 par bittesmå sokker bare fordi de er små…”

Andet barn:
“Ét sæt tøj til om dagen i en uge er vel mere en rigeligt, vi har jo en vaskemaskine”

Legetøj:

Første barn:
“Så er der Lamaze, bObles i massevis, Sophia the Giraffe… intet mindre er godt nok til min basse”

Andet barn:
“Skat, de er begge vilde med grydeskeerne… må jeg ikke godt bare pakke dem ind til jul?”

Elektronik:

Første barn:
“Han skal ikke se ét sekunds TV før han er mindst 2, gerne 3, ingen tablets eller noget som helst i den alder”

Andet barn:
“1,5 år er tæt nok på 2 år, ti stille og lad dem se tegnefilm så vi kan få lidt ro”

Slik:

Første barn:
“Intet sukker, kage, slik, chokolade, etc. før han er 2, det er undødvendigt og han ved ikke hvad han går glip af”

Andet barn:
“Seeee, skat, vil du ikke have en skål chips så mor kan lave aftensmad i fred?”

Mad:

Første barn:
“McD? HAHAHAHAH, ikke før han fylder 18!”

Andet barn:
“Hej Bjarne! Ja, det er mig igen. 3 Happy Meals, tak, og kan du smide et shot rom i min cola?”

Legetid:

Første barn:
“Har brugt 23 timer af døgnet på at sidde med ham på skødet og lege”

Andet barn:
“Skat, jeg… ved ikke hvem der er hvem. Igen.”

Sikkerhed:

Første barn:
“Skat, hjælp mig med at sætte sikkerhedsdimser på kanterne af bordet, skuffer og skabe skal lukkes af, og ALT skal flyttes højt op hvor han ikke kan nå”

Andet barn:
*kigger på ungen forsøge at nå noget på køkkenbordet*
*skubber stol hen* “Brug denne her, skat, du kan lige så godt lære det”

Kærlighed:

Første barn:
Uendelig kærlighed

Andet barn:
Lige så meget uendelig kærlighed.

Kan I kender noget af det fra jer selv af? Eller er I på helt samme måde med både første og efterfølgende børn?

Børnetorvet – igen

Børnetorvet – igen

Det starter med at den store har fødselsdag i juni, efterfulgt af tvillingernes fødselsdag i september, efterfulgt af jul. Og det kan godt være at vi påstår at vi holder det til et minimum, og nøjes me dat beholde det legetøj som børnene faktisk leger med, men faktum er at vi svømmer i alt fra plastic-fantastic ragelse til trælegetøj uden maling for at være så sundt som muligt. Det er simpelthen for meget og selv ungerne kan ikke overskue det fordi der ikke rigtig er mulighed for at fordybe sig i en god leg.

Sidste gang vi havde en stand på børnetorvet gik det rigtig fint, så vi tænkte at det var på tide at prøve igen.

Vi har sat standen op i går aftes og der er bl.a. en del bObles (som mor her endelig kan overskue at skille sig af med), en masse lastbiler, dinoer, det sidste babylegetøj, samt en del “pigelegetøj” (eller, som vi kalder det herhjemme – legetøj) hvis man nu bor i Odense og er interesseret. Skal hilse at sige, at der også er rigtig meget andet lækkert på de andre stande. Elsker det sted!

Stand nummer 11, hvis man er interesseret 😉

Sover han snart?

En af de mest hørte sætninger som gravid er “sov når baby sover”. Idéen er egenligt god nok – lad vasketøj og støv ligge og få dig noget velfortjent søvn når muligheden byder sig. Men hvad så når den ikke byder sig?

Alexander sov udmærket de første 5 timer af sit liv. Derefter sov han sådan ca. aldrig. Han var bogstavligt talt vågen 8-10 gange hver  nat. Han sov heller aldrig rigtig lur – på de gode dage fik han én lur á 20 minutter. Som bonus har jeg i forvejen svært ved at sove, især når man som nybagt mor ligger dér og er møgbange for om baby nu også trækker vejret (ja, det er dumt og ulogisk, men jo, vi gør det jo alle… nogen af os tjekker stadig ungerne i en alder af 5 år, HOST) så jeg var 100% færdig til sidst.

Før jeg fødte var jeg helt overbevist om at han ikke skulle have sut, han skulle ammes, og han skulle samsove med os. Amningen blev et rent helvede (den kan vi tage en anden gang), og sutten kunne jeg have limet fast i munden på knægten fordi det gav bare lidt stilhed og ro. Bare en smule.

Da han var 3 måneder gammel stod jeg en morgen med ham i armene. På dette tidspunk var klokken omkring 5 og vi havde været oppe en gode 10 gange fra midnat til dér. Jeg hamrede direkte ind i væggen med barnet i armene for jeg var simpelthen så udkørt af mangel på søvn at jeg næsten besvimede.

Det var også den aften han kom i egen seng på eget værelse, stik imod alle “burde” og “skulle” – og han sov igennem. Fra allerførste nat af og faktisk helt frem til nu hvor han er 5, ikke medregnet de få sygedage han har haft.

De to små på 2 år gider heller ikke samsove. De sover meget bedre selv, og det gør jeg også. Det er hvad der fungerer for vores familie. Jeg synes det er vigtigt at man ikke bliver alt for forhippet på “skal”, “burde” og “må” når det kommer til at være forældre, for vi kender trods alt selv vores egne børn bedst.

Og selvom jeg 100% er for at sætte barnets behov først, så er man som mor alligevel nød til også at sørge lidt for sig selv. Det tog mig desværre længe at lære, men det gør det så meget nemmere for hele familien når mor også fungerer.

Og husk – børn er forskellige. Nogen sover fantastisk fra start af, andre sover først igennem når de er 7, men de skal alle tidsnok lære at sove uden hjælp, og vi skal som forældre nok komme til at savne de nætter hvor der var behov for os. Bare lidt 😉

Sodavands-test

Sodavands-test

Jeg læste for længe siden om et eksperiment, hvor en masse mennesker var blevet bedt om at vælge deres favorit – Cola eller Pepsi. Med dåsen i hånden valgte langt størstedelen Cola som favoritten. Men under blindsmaging, hvor der kun var smagen at forholde sig til, valgte flertallet Pepsi.

Den har jeg tit fået smidt i hovedet når jeg nævner for folk, at jeg virkelig elsker min Cola og hellere vil undvære end at drikke uoriginalt. Derfor har vi i et stykke tid nu snakket om at lave blindsmaging på de regulere “colaer”, vi nu kunne opstøve, dvs. ingen light-produkter og lignende.

Mål 1 var at se om det var muligt for os at gætte os frem til hvilken sodavand var i hvilket glas. Mål 2 var at give point fra 1-4 til de fire sodavand, baseret på smagen. Men hvordan gik det så?

Jeg startede med at gætte, og kunne på lugten alene gætte, at der i glas nummer 1 var ægte Cola. Harboen gættede jeg også hurtigt (fordi den er æddermanme vammel-sød) men Freeway og Pepsi havde jeg det lidt mere udfordrende med – gættede rigtigt i første omgang, men endte med at bytte om før sidste bet var lagt.

Målscoren endte selvfølgelig med at min højtelskede Cola fik toppoint – og at manden valgte Pepsien over Colaen, til stor shock for ham og stor underholdning for mig!

Vi skiftedes selvfølgelig til at hælde op for hinanden, så det var 100% fair for begge. Nu overvejer vi at gøre det til en fest leg herhjemme hvor vi afprøver forskellige varer og ser både hvor gode vi er til at smage/gætte os frem, men også om vi ikke kunne erstatte nogle af de dyrere udgaver med de billigere, hvis vi alligevel ikke kan smage den store forskel.

Særligt sensetivt og signalstærkt barn ? Jeg har tre.

Det er næsten blevet moderne at have et særligt sensetivt (eller signalstærkt) barn, kan jeg mærke på det hele. Man vil jo så gerne have en forklaring – ja måske endda en undskyldning – på hvorfor ens barn opfører sig som en tosset ude blandt folk. Ingen synes jo det er sjovt når ungen står og skriger for fulde gardiner midt i tante Olgas nytårstale eller til barnedåb i kirken.

Men hvor det for de fleste er noget, der sker en gang imellem, og som regel er udløst af at barnet blot er er barn, er der nogen af os der rent faktisk må affinde sig med at have et særligt sensetivt barn – eller som mig, tre af dem.

Hvad indebærer det så at være særlig sensetiv? Kort beskrevet handler det om, at ens sanser stimuleres meget hurtigere og voldsommere end hos neurotypiske mennesker (“normale” folk) og man derfor meget hurtigere smelter helt sammen når man får for mange indtryk. Jeg har læst masser af artikler og blogs om hvordan det som forældre er at have et særligt sensetivt barn, men hvordan føles det for barnet?

Forestil dig at du skal lave aftensmad. I forvejen er du træt efter en lang dag på arbejde, du er måske ikke super interesseret i at lave mad i det hele taget, men det skal gøres. Du har 8 skrigende børn til at rende om benene på dig mens dit køkkenlys blinker hurtigt, tænd-sluk-tænd-sluk, i 18 forskellige farver, mens “Se den lille kattekilling”, “Jeg har bygget mig en bil” og en eller anden technosang kører for fulde garinder på samme tid.

Du forventes stadig at lave aftensmaden i god tid, være smilende over for alle børn, holde en samtale med manden, samt løse 38 matematiske ligninger – og alt dét uden at skrige i vilden sky.

Nu forestil dig at næsten alle normale hverdagssituationer føles sådan. Tage tøj på? Du kan ikke engang overskue sokkerne fordi de gnubber så ubehageligt mod anklerne. Børste tænder? Tandpastaen er simpelthen ulideligt stærk selvom det er den mildeste børneudgave, der findes. Arbejde? Alt for mange mennesker, som bare larmer og lugter og irriterer til du forsvinder helt ind i dig selv. Aftensmad? Alt for tørt, alt for fedtet, alt for vådt, alt for salt… Nu går du så i seng og skal forsøge at køle ned fra alle disse indtryk på ingen tid, fordi mor siger du skal sove (okay, det gør DIN mor nok næppe, men som voksen ved du jo at du skal tidligt op dagen efter og gentage det samme igen) og sådan kan jeg fortsætte.

At være særlig sensetiv er ikke en trend. Det er utroligt hårdt – også som voksen, kan jeg så fortælle – at skulle leve på den måde. Når den mindste detalje kan vælte hele verdenen men ingen tager sig af det.

Jeg vil desuden gerne tilføje, at mange ser særlig sensetiv og signalstærk som det samme – det er det ikke nødvendigvis. Sensetive børn er ikke nødvendigvis udadreagerende.

Alle mine tre er særligt sensetive, men den lilleste er kun dét – han lukker sig sammen som en lille boldt når det bliver for meget, han er dén, der beder om at blive taget op og holdt om når han slår sig eller er ked, og er den, der hurtigst bliver ked af det.

De to andre er også sensetive men samtidig også signalstærke – og dé er udadreagerende. De skriger så blodet fryser og slår hvis de bliver kede af det og frustrerede (modsat min mindste prut), de vil ikke tages op og holdes om når der er noget galt, og tyr oftere til raseri over gråd.

Så kort sagt:

Særlig sensetiv: nemt overstimuleret, kan ikke håndtere indtrykkene, og som oftest trækker de sig tilbage i sig selv eller til mor/far.

Signalstærk: nemt overstimuleret, kan ikke håndtere indtrykkene, men er til gengæld frembrusende og udadreagerende og har meget svært ved at håndtere egne følelser.

Har I andre også børn, der hører ind under disse “grupper”? Og hvordan håndterer I det hjemme hos jer?

2019, sådan!

Okay, mit første nytårsfortsæt må være at lære at skrive bedre titler til mine blogposts. Men det til side – det er sgu 2019!

Jeg synes det er helt vildt at tænke på. Jeg fyldte 26 for lige knapt 3 uger siden, og selvom jeg normalt ikke er typen der føler at fødselsdage betyder en skid, så er der bare et eller andet ved 26 der får min hjerne til at tænke “burde du ikke være voksen efterhånden?”. Så jeg har siddet og regnet på hvor længe siden det er jeg gik i folkeskole, på gymnasiet, mødte min mand, blev gift… alle de derensens ting som jo i bund og grund jo er lidt ligegyldige.

2019 betyder for mig, at det er 9 år siden jeg slog op med min første store kærlighed, 8 år siden jeg stoppede på gymnasiet, 7 år siden jeg mødte min mand, og til august er det 5 år siden vi blev gift.

Det betyder også at jeg skal til jobsamtale om at få en elevplads om blot 10 dage (kryds fingre!), at jeg skal til lægen i morgen for at få en grundig undersøgelse i håb om at finde ud af hvorfor jeg konstant er syg og så træt, at mine yngste børn starter i børnehave, den ældste i skole, og at der er en helvedes masser ting jeg gerne vil arbejde på og med, men som ikke bliver gjort til nytårsfortsæt, for dem tror jeg simpelthen ikke på.

For mig at se har vi vendt kalenderbladet til et nyt år i dag, men jeg venter ikke på en speciel dato for at gøre en forskel i mit liv. De forskelle jeg har ønsket i 2018, er blevet sat i gang i 2018, og flere kommer til i 2019 er jeg sikker på.

Jeg håber at det bliver et dejligt år med masser af spændende udfordringer og oplevelser, og ønsker jer alle det samme.

Noget om sund(ere) jul og granatæbler

I år er tredje jul vi holder hjemme selv hvilket selvfølgelig betyder at jeg står for alle forberedelserne. Misforstå mig ikke, både mand og mor har tilbudt at hjælpe til, men jeg kan ikke når folk forstyrrer mig i køkkenet så jeg har takket nej – der er jo også nogen, der skal underholde ungerne mens jeg er i køkkenet.

Jeg har dog sagt ja tak til hjælp med at pakke gaver ind så min mand har hjulpet og vi er færdig med dem alle ud over én – vi har fundet en billigt, brugt laptop så den store kan få lov til at spille Minecraft på sit eget.

Maden er der også godt styr på, andet end at jeg stadig ikke er helt god til det der med sprøde svær – men øvelse gør mester! I år tænkte jeg at vi ud over den standard varme rødkålssalat kunne prøve noget lidt andet også. Jeg synes rødkålssalat med appelsin smager rigtig godt, men det kræver jo så også lige lidt granatæblekerner. Nemt klaret, for vi køber da bare en bakke, ikke? Nope, for der var ikke én tilbage i Bilka. Men de havde massevis af granatæbler, så jeg indså at jeg i morgen bliver ekspert i at ordne sådan nogle… Som bonus tog vi en scan-selv kasse og den frøs fast efter vi havde kørt granatæblerne igennem. Hvorfor? “Det problem har vi haft med alle granatæbler i dag, der er intet vi kan gøre andet end at vente og håbe den virker igen lige pludseligt”.

Jeg siger jer – den unge kvinde var meget tålmodig med tanke på at det er lillejuleaften og hun arbejder i Bilka. Jeg havde nok smadret hovedet ind i vægen gentagne gange for at komme hjem fra det menneskemylder og dumme kassesystemer for lang tid siden.

Men ja, jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke ser mest frem til sovs og franske kartofler, for det gør jeg, sund eller ej…

Drenge og Minecraft

Jeg har tit læst og hørt “min dreng har nået den alder hvor han interesserer sig for computerspil og nu ved jeg ikke hvad vi skal lave sammen”, især fra mødre.

Min ældste på 5,5 år har netop nået den alder og jeg kan kun sige YES! Endelig! Jeg føler at jeg har ventet i evigheder på at han faktisk kan finde ud af andet end at swipe rundt på en eller anden Talking-Top app.

Nu er Minecraft af alle ting tilfældigvis sådan noget som jeg selv kan bruge (og har brugt) timevis på. Jeg er typen, der har bygget et helt resort (med 3-etagers hotel, svømmingpools, petting-zoo, tiki-bar og en mega yatch) på et par timer fordi der lige var hyggeligt. Så I kan forestille jer min glæde da jeg fandt ud af, at han nu også synes det er sjovt.

Han har indtil videre spillet det på fars tablet i en prøveversion fordi vi forventede at det (som alt andet) bare var en fase, men drengen er bidt af det, så han får snart en laptop og det fulde spil, og så kan jeg jo godt se hvad jeg kommer til at bruge min aften på 😉

Jeg har aldrig været forældren, der er super god til at lege de der typiske “se, her er en Sleich ko” lege fordi det er dødkedeligt, så at vi nu har både Pokemon og Minecraft tilfælles er skønt. De to små er begyndt at gå vildt meget op i at tegne, hvilket jeg også er enormt glad for, så det føles bare overall vildt lækkert faktisk at kunne nyde mere en 5-10 minutter med dem før man bliver træt (ja undskyld, men vi er ikke alle lige begejstrede for at lege med helt små børn, okay?)

Hvad laver I med jeres børn? Har de også “overtaget” nogle af jeres hobbyer?

Farvel hår!

Farvel hår!

Så fik jeg nok! Tog buzzeren, som ellers er købt til ungernes hår (for ærligt, jeg giver ikke 200 kr per barn for at en eller anden fremmede person kan bruge en time per unge på alligevel at klippe det skævt – sorry, men så stiller sidder mine unger bare ikke) og klippede mit eget hår.

Altså, jeg klippede mig ikke skaldet, selvom jeg må indrømme at tanken og lysten har været der en god del gange efterhånden. Men mit hår er slidt tyndt og er fuldstændigt ødelagt takket være kronisk sygdom, og ja… det ser bare meget lidt kønt ud med hår, der er knækket så meget af, at jeg ligner én, der er ved at blive skaldet før tid.

Mit før-billede, med mit meget tynde hår


Så jeg satte mit hår i to rottehaler, delte op med elastikker, og klippede under elastikken med buzzeren. Bum! Så var dét ligesom overstået og jeg stod med en meget sølle, tynd tot hår i hånden. Et par sekunder efter var den anden tot også røget og ud kom elastikkerne for at afsløre et meget lækrere, better-looking hår. Hvem skulle have troet at den lille mængde hårstrå var tungt nok til at trække så meget ned?

Indrømmet, det er ikke 100% lige bagved, men det er alligevel meget bedre end før, og jeg ved det bliver nemmere at vaske og holde ved lige. Eneste minus er, at mit hår er meget dårligt til fugt, så jeg kommer til at ligne en svamp de næste par måneder hver gang det regner, men så kan man jo heldigvis tage en børste med i tasken.

PS. Undskyld for det GIGANTISKE billede af mit fjæs – det tog mig et kvarter overhovedet at gennemskue hvordan man sætter billeder ind efter opdateringen, og har da slet ingen anelse om hvordan man ændrer i størrelsen…