Når man laver den pinlige introduktion…

Jeg har aldrig været godt til at introducere mig selv og møde nye mennesker. Ikke fordi jeg ikke kan lide at møde nye folk, men jeg lider af ekstrem social angst og er oven i dét ret tumpet til tider, så det ender ofte i de der “det sagde jeg bare ikke!” situationer for mig.

Online er dog lidt noget andet – her kan man få lov til at slette og rette som man vil, så pinlighederne kan holdes til et minimum. Troede jeg.

Jeg skrev en intro-post i går. Tænkte, at trods jeg ikke er glad for at dele billeder af mine unger online, så kunne I få et af mig. Ét lille et, i slutningen af posten, bare for at kunne se hvem der var “bag facaden”. Uskyldigt, ikke?

Jeg går så lykkeligt uvidende på momster.dk og ser så min blogpost på forsiden – og ikke om mit fede fjæs fylder 1/3 af den! Og inde i selve posten var der TO ens billede af mig. I gigantstørrelse. Fordi dét skriger på ingen måde “jeg er en selvoptaget narcissist”, vel?

Virkelig – jeg lover at jeg ikke er selvoptaget; bare super skod til at navigere rundt på denne her platform!

 

 

Halløj i huset!

Halløj i huset!

Det har været en kamp om at få lov til at være med på momster (den første ting I så ved om mig – jeg er ikke den mest teknisk anlagte person) og det har været på bekostning af min tidligere blog, der ikke kunne flyttes med. Men skidt pyt, vi starter fra ny!

Jeg hedder Amira, er 25 år (så kun halvvejs til gammel), er gift og har tre børn; Alexander, der lige er fyldt 5 år, og Dean & James, der er 21 mdr gamle. Vi bor i nærheden af Odense i et dejligt, roligt område men er derfor også afhængig af bil for at kunne komme rundt uanset hvad vi skal. Desværre har jeg haft en masse sygdom men til sensommer starter jeg på Tietgen Business, hvilket jeg ser frem til.

Vi er en ret gennemsnitlig familie, bare med lidt ekstra i form af sygdom og i form at tvillinger, men ellers vil jeg mene vi har de standard  udfordringer som de fleste andre familier.

Man er altid velkommen til at spørge hvis man er nysgerrig! 😉

Jeg er ikke så vild med at vise billeder af mine unger på nettet men mit grimme fjæs må I godt få ét af – det er altid rart at vide hvem der “gemmer sig” bag skærmen.