Sodavands-test

Sodavands-test

Jeg læste for længe siden om et eksperiment, hvor en masse mennesker var blevet bedt om at vælge deres favorit – Cola eller Pepsi. Med dåsen i hånden valgte langt størstedelen Cola som favoritten. Men under blindsmaging, hvor der kun var smagen at forholde sig til, valgte flertallet Pepsi.

Den har jeg tit fået smidt i hovedet når jeg nævner for folk, at jeg virkelig elsker min Cola og hellere vil undvære end at drikke uoriginalt. Derfor har vi i et stykke tid nu snakket om at lave blindsmaging på de regulere “colaer”, vi nu kunne opstøve, dvs. ingen light-produkter og lignende.

Mål 1 var at se om det var muligt for os at gætte os frem til hvilken sodavand var i hvilket glas. Mål 2 var at give point fra 1-4 til de fire sodavand, baseret på smagen. Men hvordan gik det så?

Jeg startede med at gætte, og kunne på lugten alene gætte, at der i glas nummer 1 var ægte Cola. Harboen gættede jeg også hurtigt (fordi den er æddermanme vammel-sød) men Freeway og Pepsi havde jeg det lidt mere udfordrende med – gættede rigtigt i første omgang, men endte med at bytte om før sidste bet var lagt.

Målscoren endte selvfølgelig med at min højtelskede Cola fik toppoint – og at manden valgte Pepsien over Colaen, til stor shock for ham og stor underholdning for mig!

Vi skiftedes selvfølgelig til at hælde op for hinanden, så det var 100% fair for begge. Nu overvejer vi at gøre det til en fest leg herhjemme hvor vi afprøver forskellige varer og ser både hvor gode vi er til at smage/gætte os frem, men også om vi ikke kunne erstatte nogle af de dyrere udgaver med de billigere, hvis vi alligevel ikke kan smage den store forskel.

Særligt sensetivt og signalstærkt barn ? Jeg har tre.

Det er næsten blevet moderne at have et særligt sensetivt (eller signalstærkt) barn, kan jeg mærke på det hele. Man vil jo så gerne have en forklaring – ja måske endda en undskyldning – på hvorfor ens barn opfører sig som en tosset ude blandt folk. Ingen synes jo det er sjovt når ungen står og skriger for fulde gardiner midt i tante Olgas nytårstale eller til barnedåb i kirken.

Men hvor det for de fleste er noget, der sker en gang imellem, og som regel er udløst af at barnet blot er er barn, er der nogen af os der rent faktisk må affinde sig med at have et særligt sensetivt barn – eller som mig, tre af dem.

Hvad indebærer det så at være særlig sensetiv? Kort beskrevet handler det om, at ens sanser stimuleres meget hurtigere og voldsommere end hos neurotypiske mennesker (“normale” folk) og man derfor meget hurtigere smelter helt sammen når man får for mange indtryk. Jeg har læst masser af artikler og blogs om hvordan det som forældre er at have et særligt sensetivt barn, men hvordan føles det for barnet?

Forestil dig at du skal lave aftensmad. I forvejen er du træt efter en lang dag på arbejde, du er måske ikke super interesseret i at lave mad i det hele taget, men det skal gøres. Du har 8 skrigende børn til at rende om benene på dig mens dit køkkenlys blinker hurtigt, tænd-sluk-tænd-sluk, i 18 forskellige farver, mens “Se den lille kattekilling”, “Jeg har bygget mig en bil” og en eller anden technosang kører for fulde garinder på samme tid.

Du forventes stadig at lave aftensmaden i god tid, være smilende over for alle børn, holde en samtale med manden, samt løse 38 matematiske ligninger – og alt dét uden at skrige i vilden sky.

Nu forestil dig at næsten alle normale hverdagssituationer føles sådan. Tage tøj på? Du kan ikke engang overskue sokkerne fordi de gnubber så ubehageligt mod anklerne. Børste tænder? Tandpastaen er simpelthen ulideligt stærk selvom det er den mildeste børneudgave, der findes. Arbejde? Alt for mange mennesker, som bare larmer og lugter og irriterer til du forsvinder helt ind i dig selv. Aftensmad? Alt for tørt, alt for fedtet, alt for vådt, alt for salt… Nu går du så i seng og skal forsøge at køle ned fra alle disse indtryk på ingen tid, fordi mor siger du skal sove (okay, det gør DIN mor nok næppe, men som voksen ved du jo at du skal tidligt op dagen efter og gentage det samme igen) og sådan kan jeg fortsætte.

At være særlig sensetiv er ikke en trend. Det er utroligt hårdt – også som voksen, kan jeg så fortælle – at skulle leve på den måde. Når den mindste detalje kan vælte hele verdenen men ingen tager sig af det.

Jeg vil desuden gerne tilføje, at mange ser særlig sensetiv og signalstærk som det samme – det er det ikke nødvendigvis. Sensetive børn er ikke nødvendigvis udadreagerende.

Alle mine tre er særligt sensetive, men den lilleste er kun dét – han lukker sig sammen som en lille boldt når det bliver for meget, han er dén, der beder om at blive taget op og holdt om når han slår sig eller er ked, og er den, der hurtigst bliver ked af det.

De to andre er også sensetive men samtidig også signalstærke – og dé er udadreagerende. De skriger så blodet fryser og slår hvis de bliver kede af det og frustrerede (modsat min mindste prut), de vil ikke tages op og holdes om når der er noget galt, og tyr oftere til raseri over gråd.

Så kort sagt:

Særlig sensetiv: nemt overstimuleret, kan ikke håndtere indtrykkene, og som oftest trækker de sig tilbage i sig selv eller til mor/far.

Signalstærk: nemt overstimuleret, kan ikke håndtere indtrykkene, men er til gengæld frembrusende og udadreagerende og har meget svært ved at håndtere egne følelser.

Har I andre også børn, der hører ind under disse “grupper”? Og hvordan håndterer I det hjemme hos jer?

2019, sådan!

Okay, mit første nytårsfortsæt må være at lære at skrive bedre titler til mine blogposts. Men det til side – det er sgu 2019!

Jeg synes det er helt vildt at tænke på. Jeg fyldte 26 for lige knapt 3 uger siden, og selvom jeg normalt ikke er typen der føler at fødselsdage betyder en skid, så er der bare et eller andet ved 26 der får min hjerne til at tænke “burde du ikke være voksen efterhånden?”. Så jeg har siddet og regnet på hvor længe siden det er jeg gik i folkeskole, på gymnasiet, mødte min mand, blev gift… alle de derensens ting som jo i bund og grund jo er lidt ligegyldige.

2019 betyder for mig, at det er 9 år siden jeg slog op med min første store kærlighed, 8 år siden jeg stoppede på gymnasiet, 7 år siden jeg mødte min mand, og til august er det 5 år siden vi blev gift.

Det betyder også at jeg skal til jobsamtale om at få en elevplads om blot 10 dage (kryds fingre!), at jeg skal til lægen i morgen for at få en grundig undersøgelse i håb om at finde ud af hvorfor jeg konstant er syg og så træt, at mine yngste børn starter i børnehave, den ældste i skole, og at der er en helvedes masser ting jeg gerne vil arbejde på og med, men som ikke bliver gjort til nytårsfortsæt, for dem tror jeg simpelthen ikke på.

For mig at se har vi vendt kalenderbladet til et nyt år i dag, men jeg venter ikke på en speciel dato for at gøre en forskel i mit liv. De forskelle jeg har ønsket i 2018, er blevet sat i gang i 2018, og flere kommer til i 2019 er jeg sikker på.

Jeg håber at det bliver et dejligt år med masser af spændende udfordringer og oplevelser, og ønsker jer alle det samme.

Noget om sund(ere) jul og granatæbler

I år er tredje jul vi holder hjemme selv hvilket selvfølgelig betyder at jeg står for alle forberedelserne. Misforstå mig ikke, både mand og mor har tilbudt at hjælpe til, men jeg kan ikke når folk forstyrrer mig i køkkenet så jeg har takket nej – der er jo også nogen, der skal underholde ungerne mens jeg er i køkkenet.

Jeg har dog sagt ja tak til hjælp med at pakke gaver ind så min mand har hjulpet og vi er færdig med dem alle ud over én – vi har fundet en billigt, brugt laptop så den store kan få lov til at spille Minecraft på sit eget.

Maden er der også godt styr på, andet end at jeg stadig ikke er helt god til det der med sprøde svær – men øvelse gør mester! I år tænkte jeg at vi ud over den standard varme rødkålssalat kunne prøve noget lidt andet også. Jeg synes rødkålssalat med appelsin smager rigtig godt, men det kræver jo så også lige lidt granatæblekerner. Nemt klaret, for vi køber da bare en bakke, ikke? Nope, for der var ikke én tilbage i Bilka. Men de havde massevis af granatæbler, så jeg indså at jeg i morgen bliver ekspert i at ordne sådan nogle… Som bonus tog vi en scan-selv kasse og den frøs fast efter vi havde kørt granatæblerne igennem. Hvorfor? “Det problem har vi haft med alle granatæbler i dag, der er intet vi kan gøre andet end at vente og håbe den virker igen lige pludseligt”.

Jeg siger jer – den unge kvinde var meget tålmodig med tanke på at det er lillejuleaften og hun arbejder i Bilka. Jeg havde nok smadret hovedet ind i vægen gentagne gange for at komme hjem fra det menneskemylder og dumme kassesystemer for lang tid siden.

Men ja, jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke ser mest frem til sovs og franske kartofler, for det gør jeg, sund eller ej…

Drenge og Minecraft

Jeg har tit læst og hørt “min dreng har nået den alder hvor han interesserer sig for computerspil og nu ved jeg ikke hvad vi skal lave sammen”, især fra mødre.

Min ældste på 5,5 år har netop nået den alder og jeg kan kun sige YES! Endelig! Jeg føler at jeg har ventet i evigheder på at han faktisk kan finde ud af andet end at swipe rundt på en eller anden Talking-Top app.

Nu er Minecraft af alle ting tilfældigvis sådan noget som jeg selv kan bruge (og har brugt) timevis på. Jeg er typen, der har bygget et helt resort (med 3-etagers hotel, svømmingpools, petting-zoo, tiki-bar og en mega yatch) på et par timer fordi der lige var hyggeligt. Så I kan forestille jer min glæde da jeg fandt ud af, at han nu også synes det er sjovt.

Han har indtil videre spillet det på fars tablet i en prøveversion fordi vi forventede at det (som alt andet) bare var en fase, men drengen er bidt af det, så han får snart en laptop og det fulde spil, og så kan jeg jo godt se hvad jeg kommer til at bruge min aften på 😉

Jeg har aldrig været forældren, der er super god til at lege de der typiske “se, her er en Sleich ko” lege fordi det er dødkedeligt, så at vi nu har både Pokemon og Minecraft tilfælles er skønt. De to små er begyndt at gå vildt meget op i at tegne, hvilket jeg også er enormt glad for, så det føles bare overall vildt lækkert faktisk at kunne nyde mere en 5-10 minutter med dem før man bliver træt (ja undskyld, men vi er ikke alle lige begejstrede for at lege med helt små børn, okay?)

Hvad laver I med jeres børn? Har de også “overtaget” nogle af jeres hobbyer?

Farvel hår!

Farvel hår!

Så fik jeg nok! Tog buzzeren, som ellers er købt til ungernes hår (for ærligt, jeg giver ikke 200 kr per barn for at en eller anden fremmede person kan bruge en time per unge på alligevel at klippe det skævt – sorry, men så stiller sidder mine unger bare ikke) og klippede mit eget hår.

Altså, jeg klippede mig ikke skaldet, selvom jeg må indrømme at tanken og lysten har været der en god del gange efterhånden. Men mit hår er slidt tyndt og er fuldstændigt ødelagt takket være kronisk sygdom, og ja… det ser bare meget lidt kønt ud med hår, der er knækket så meget af, at jeg ligner én, der er ved at blive skaldet før tid.

Mit før-billede, med mit meget tynde hår


Så jeg satte mit hår i to rottehaler, delte op med elastikker, og klippede under elastikken med buzzeren. Bum! Så var dét ligesom overstået og jeg stod med en meget sølle, tynd tot hår i hånden. Et par sekunder efter var den anden tot også røget og ud kom elastikkerne for at afsløre et meget lækrere, better-looking hår. Hvem skulle have troet at den lille mængde hårstrå var tungt nok til at trække så meget ned?

Indrømmet, det er ikke 100% lige bagved, men det er alligevel meget bedre end før, og jeg ved det bliver nemmere at vaske og holde ved lige. Eneste minus er, at mit hår er meget dårligt til fugt, så jeg kommer til at ligne en svamp de næste par måneder hver gang det regner, men så kan man jo heldigvis tage en børste med i tasken.

PS. Undskyld for det GIGANTISKE billede af mit fjæs – det tog mig et kvarter overhovedet at gennemskue hvordan man sætter billeder ind efter opdateringen, og har da slet ingen anelse om hvordan man ændrer i størrelsen…

Julenyt i Shop In!

Julenyt i Shop In!

Jeg er startet i skolepraktik på min tidligere skole, Tietgen Business, hvor vi har en rigtig butik ved navn Shop In. Der skiftes vi så til at stå i butik og lære hvordan man gør mens kunderne får lov til at shoppe løs blandt det lækre udvalg vi har – bl.a. er der for tiden en masse fedt House Doctor.

I tirsdags fik jeg æren af at sørge for lidt reklame til facebook for vores nye julevare, og jeg synes næsten lige at I også skal se resultatet.

Personligt er jeg vildt med de små grønne nisser og med pigenisserne med de lange ben. Hvis I nu tænker at I skal et smut forbi (og det må man meget gerne selvom man ikke går på uddannelsen – butikken er 100% pben for offentligheden), så starter priserne fra 19,95 kr, så man går ikke helt galt i byen 😉

Madplan uge #48

Vi arbejder på projekt “tøm fryseren” (og skabe/skuffer) så madplanen er ikke så godt opsat som den plejer (normalt sørger jeg for at der er fx. én fiskedag, én dag med okse, én med kylling, etc. i bedst mulige omfang) men det er jo hvad det er. Jeg tænker den nok kan inspirere nogen af jer alligevel.

Mandag d. 26.:
Svensk pølseret

Tirsdag d. 27.:
Svensk pølseret

Onsdag d. 28.:
Hj. tomatsuppe m. hvidløgsflutes

Torsdag d. 29.:
Boller i karry

Fredag d. 30.:
Brændende kærlighed

Der er næsten altid nok svensk pølseret til dagen efter og det er sådan en billig (og lækker) ret, at vi ofte bruger den når der skal tømmes lid pølser ud af fryseren. Tomatsuppe har ældstebarnet sukket længe efter og det ville jo være syndt at sige at det er synderligt dyrt eller svært at lave, så suppe skal han få.

Boller i karry snyder jeg med – jeg klipper en medister op i enden og laver boller af indholdet. Det er så dejligt nemt og billigt. Brændende kærlighed er den mindste nisses favorit så selvom jeg synes den er lidt kedelig til tider sørger jeg for at få den i rotation en gang imellem 😉

Syge børn og kaskader af opkast

Jeg indrømmer det blankt: selvom jeg er forfulgt af uheld på alle tænkelige punkter, så er der altid én ting jeg husker at være taknemmelig for hver evigt eneste dag – at mine børn er sunde og raske og aldrig syge. Som i fucking never ever.

A er 5,5 år og jeg kan huske nøjagtigt to gange hvor han har været syg. Den første gang kan jeg ikke engang decideret huske at der var opkast, men har var oppe på 40 i feber, så det har der nok været. Den anden gang var der rigeligt opkast til at jeg kan huske det. Twinsene er lige knapt 2,5 år og på den tid har de hver især formået at ørle nøjagtigt én gang – og dét sådan en sølle, splejset omgang hvor man ikke engang heeelt ved om det gælder som opkast eller mere som en udrensning af maven.

Nåmen. Jeg startede såmen i skolepraktik i mandags. Jeg sagde til min mand: “Nu skal du se, i hvert fald én af dem bliver syge”. Det mente han selvfølgelig ikke for hvorfor i alverden skulle de dog det?

Jeg har dog sådan en 6. sans omkring den slags ting, så onsdag morgen startede A med at kaste op og fortsatte endnu tretten gange før han var færdig. I dag har de to små så på skift overopkastet dem selv og bilen og Rosengårdcenteret (virkelig utrolig meget undskyld til den stakkels Sunset medarbejder, der skulle tørre af efter os – vi gjorde hvad vi kunne med de små, forbistrede servietter og TO til-opkastede unger, I swear!) og ja – jeg aner sgu ikke engang hvordan man håndterer sådan noget, har jeg måtte erkende.

Jeg er pisse-hamrende-dårlig til opkast. Mit eget giver mig bare lyst til at kaste mere op, så at måtte skylle igennem 3 jakker, 1 par støvler, min mands trøje, mine egne to trøjer, 3 håndklæder, hundens kurv (please, spørg mig ikke) og selvfølgelig 4-5 sæt af deres eget tøj… ja, jeg gider sgu ikke mere.

Heldigvis sover de sødt nu efter et bad (som de helt frivilligt tog, for første gang i livet uden at skrige så naboerne troede vi var ved at myrde dem) og jeg sidder her og er ekstra taknemmelig for at det er mig og ikke dem, der plejer at rage sygdom til mig, for GUD hvor er det besværligt og frustrerende at stå der og være hjælpeløs når de har det skidt og man bare intet kan gøre.

Madplan Uge #43

Ja, I må have mig undskyldt med mit fravær – jeg har simpelthen været ved at drukne i alt der hedder voksenhed og ansvarlighed, samt – selvfølgelig – sygdom og en ødelagt bil. Jeg har været så ofte på det værksted, at da vi hentede min bil i morges (fik jeg nævnt at jeg for en gangs skyld selv var skyld i besøget? Jo jo, jeg hamrede direkte ned i et fucking hul og rev hul på benzinslangen… og så fossede det ligesom ud med diesel) og mande spurgte hvornår de evt. kunne kigge på hans bil (den skulle bare have skiftet et bremselys bagpå) skifede de det fandme på stedet – til ingen penge! Ej men altså. Vi har altid været fantastisk glade for deres service, for de kan altid presse min bil ind i stedet for at lade mig vente i to uger, men det her slår da alt. (Det er i for øvrigt Skorstensgaard vi bruger, blot FYI 😉 ).

Anyhow, madplan. Vi har holdt os til madplanen i okay stil i denne her måned. Vi har valgt at bruge kuvertmedtoden, hvor man deler pengene op i kuverter i stedet for at bruge korter. Jeg har ikke brugt fysiske penge i 7 år så det er SÅ sært for mig, og jeg kunne ikke strække mig længere til end at hele månedens penge var i én kuvert. Men det er også gået godt, der er faktisk ikke flere tusinde kroner i underskud på mandkontoen, så win-win 😀

Her er ugens madplan:
Mandag d. 22:
Kogt hamburryg m. stuvet ærter/gulerødder & kogte kartofler

Tirsdag d. 23:
Lasagne m. hvidløgsflutes & salat

Onsdag d. 24:
Biksemad m. hamburrygrester, æg, ketchup, kartofler & rødbeder

Torsdag d. 25:
Lasagne rester

Fredag d. 26:
Hot dogs

Lørdag d. 27:
Boller i karry m. rosiner, ananas, banan, kokos, æbler

Søndag d. 28:
Hakkebøf m. bløde løg, stegte kartofler, ærter & bernaisesauce

Jeg har personligt aldrig fået alt muligt til boller i karry før, men manden lover at det bliver godt, så jeg tager ham på ordet. Resten af ugen er vidst også bare typisk dansk, men det skal der også være plads til en gang imellem 😉