At blive mor i en ung alder

For et par dage siden sagde en af mine kollegaer, at han så frem til weekenden så han kunne sove længe. En anden kollega sagde, at hun faktisk plejer at stå op kl. 8 for at kunne nu en masse – dét synes han var tosset.

Jeg tilføjede at 8 lød længe i forhold til mine unger. Det kom prompte; “Har du børn!?”, efterfulgt af et stille øjeblik og så et “Hvor gammel er du?”.

Det sker simpelthen så ofte at jeg efterhånden bare svarer helt mekanisk.

For ja, jeg blev mor i en ung alder, og ja, jeg ser åbenbart meget ung ud (fik jeg nogensinde nævnt, at der er en 17-18 årig fyr, der ihærdigt bliver ved med at smile til mig hver gang vi går forbi hinanden?) så folk går fuldstændig i koma når de finder ud af at jeg har tre børn. Jeg plejer at fortælle dem “de yngste to er tvillinger” (mens jeg tænker til mig selv “jeg har lige sagt at de er fem, TO og TO år gamle”) hvilket åbenbart gør det MEGET mere forståeligt for folk… nårh ja, altså, dem om det.

Hvad der virkelig forstyrrer mig er, at jeg endnu har til gode at møde nogen, der ikke antager, at jeg blev gravid ved et uheld. Hey, jeg forstår at det sker, og jeg dømmer ikke – men mine børn var ikke uheld. Jovist var den ene tvilling en overraskelse, men min ældste var 100% planlagt. Og ja, jeg var kun 19 da jeg blev gravid og 20 da jeg fødte. Og ved Gud havde mange, mange ting havde været lettere hvis jeg havde ventet – vi havde kun kendt hinanden i 4 måneder da jeg blev gravid, mine venner forsvandt som dug for solen, og så hjalp det selvfølgelig ikke at jeg havde svær, ubehandlet hyperemesis hele graviditeten igennem, med rigtig mange senfølger som stadig påvirker hele mit liv.

Men jeg er træt af at folk antager, at jeg har misset en masse ting, at hele min “ungdom” er død på en eller anden måde bare fordi jeg ikke har brugt det hele af den på at drikke mig i hegnet hver weekend. Som 15-årig plejede jeg at drikke så meget, at selv drengene ikke kunne følge med. Det er ikke tider jeg savner. Jeg har fået nøjagtigt et halvt glas alkohol siden jeg blev gravid med A og han er 5,5 år (altså, jeg drak det halve glas da han var omkring 2, ikke mens jeg var gravid!). Det er mit valg, ikke noget jeg føler mig tvunget til.

Jeg er træt af alle de andre mødre (og ja, kun mødre, for ikke én far har været på den måde) kigger skævt til mig når de finder ud af at jeg hverken er søster eller babysitter, der kommer for at hente A. Fordi jeg studerer i stedet for at have fast arbejde, fordi jeg ikke gider at komme hver torsdag til røvkedelig forældrekaffe i børnehaven, og fordi jeg tropper op i Pokemon-onsie på de dage hvor jeg bare ikke kan give nogen fucks.

For ærligt? Jeg er ikke en dårligere mor af at være 10 år yngre end dem, og bare fordi mit hår er umuligt at styre og jeg ikke ligner en million når jeg henter børn, betyder det ikke at jeg ikke kan klare jobbet. Der er absolut intet vigtigere i mit liv end mine børn. De har aldrig fået en Knorr lasagne (men fred med det hvis dine har – mine har spist hundemad fra gulvet so I’m not judging!), jeg gør mit bedste for at vælge økologiske varer, der er ikke parfume i noget som helst de rører ved, mit hus ligner et bombet lokum fordi jeg hellere vil lege med ungerne… Så jeg kan altså godt, trods alderen.

Mange tror at man bliver en bedre mor af at være ældre, men man bliver faktisk en bedre mor af at være mor. Hvis jeg først havde fået børn nu i en alder af 26 havde jeg været nøjagtigt lige så fucking lost som jeg var da jeg var 20. Altså, vi troede jo at #2 ville være SÅ nemt fordi “vi havde jo prøvet det før” – og så fik vi tvillinger. Og HAHAHA, nej, det havde vi overhåååvedet ikke til sammenligning prøvet før. Men man lærer det jo hen af vejen.

Mine unger har det godt, hverken værre eller bedre end alle andre børn, og jeg kan ærligt talt se langt flere fordele ved at være ung mor end hvis jeg havde ventet – for mit vedkommende, personligt.

Og så kan I da lige få et par billeder af mine lækre gøjsere 😉

Skriv et svar