2019, sådan!

Okay, mit første nytårsfortsæt må være at lære at skrive bedre titler til mine blogposts. Men det til side – det er sgu 2019!

Jeg synes det er helt vildt at tænke på. Jeg fyldte 26 for lige knapt 3 uger siden, og selvom jeg normalt ikke er typen der føler at fødselsdage betyder en skid, så er der bare et eller andet ved 26 der får min hjerne til at tænke “burde du ikke være voksen efterhånden?”. Så jeg har siddet og regnet på hvor længe siden det er jeg gik i folkeskole, på gymnasiet, mødte min mand, blev gift… alle de derensens ting som jo i bund og grund jo er lidt ligegyldige.

2019 betyder for mig, at det er 9 år siden jeg slog op med min første store kærlighed, 8 år siden jeg stoppede på gymnasiet, 7 år siden jeg mødte min mand, og til august er det 5 år siden vi blev gift.

Det betyder også at jeg skal til jobsamtale om at få en elevplads om blot 10 dage (kryds fingre!), at jeg skal til lægen i morgen for at få en grundig undersøgelse i håb om at finde ud af hvorfor jeg konstant er syg og så træt, at mine yngste børn starter i børnehave, den ældste i skole, og at der er en helvedes masser ting jeg gerne vil arbejde på og med, men som ikke bliver gjort til nytårsfortsæt, for dem tror jeg simpelthen ikke på.

For mig at se har vi vendt kalenderbladet til et nyt år i dag, men jeg venter ikke på en speciel dato for at gøre en forskel i mit liv. De forskelle jeg har ønsket i 2018, er blevet sat i gang i 2018, og flere kommer til i 2019 er jeg sikker på.

Jeg håber at det bliver et dejligt år med masser af spændende udfordringer og oplevelser, og ønsker jer alle det samme.

Skriv et svar