Syge børn og kaskader af opkast

Jeg indrømmer det blankt: selvom jeg er forfulgt af uheld på alle tænkelige punkter, så er der altid én ting jeg husker at være taknemmelig for hver evigt eneste dag – at mine børn er sunde og raske og aldrig syge. Som i fucking never ever.

A er 5,5 år og jeg kan huske nøjagtigt to gange hvor han har været syg. Den første gang kan jeg ikke engang decideret huske at der var opkast, men har var oppe på 40 i feber, så det har der nok været. Den anden gang var der rigeligt opkast til at jeg kan huske det. Twinsene er lige knapt 2,5 år og på den tid har de hver især formået at ørle nøjagtigt én gang – og dét sådan en sølle, splejset omgang hvor man ikke engang heeelt ved om det gælder som opkast eller mere som en udrensning af maven.

Nåmen. Jeg startede såmen i skolepraktik i mandags. Jeg sagde til min mand: “Nu skal du se, i hvert fald én af dem bliver syge”. Det mente han selvfølgelig ikke for hvorfor i alverden skulle de dog det?

Jeg har dog sådan en 6. sans omkring den slags ting, så onsdag morgen startede A med at kaste op og fortsatte endnu tretten gange før han var færdig. I dag har de to små så på skift overopkastet dem selv og bilen og Rosengårdcenteret (virkelig utrolig meget undskyld til den stakkels Sunset medarbejder, der skulle tørre af efter os – vi gjorde hvad vi kunne med de små, forbistrede servietter og TO til-opkastede unger, I swear!) og ja – jeg aner sgu ikke engang hvordan man håndterer sådan noget, har jeg måtte erkende.

Jeg er pisse-hamrende-dårlig til opkast. Mit eget giver mig bare lyst til at kaste mere op, så at måtte skylle igennem 3 jakker, 1 par støvler, min mands trøje, mine egne to trøjer, 3 håndklæder, hundens kurv (please, spørg mig ikke) og selvfølgelig 4-5 sæt af deres eget tøj… ja, jeg gider sgu ikke mere.

Heldigvis sover de sødt nu efter et bad (som de helt frivilligt tog, for første gang i livet uden at skrige så naboerne troede vi var ved at myrde dem) og jeg sidder her og er ekstra taknemmelig for at det er mig og ikke dem, der plejer at rage sygdom til mig, for GUD hvor er det besværligt og frustrerende at stå der og være hjælpeløs når de har det skidt og man bare intet kan gøre.

Skriv et svar