Madplan Uge #43

Ja, I må have mig undskyldt med mit fravær – jeg har simpelthen været ved at drukne i alt der hedder voksenhed og ansvarlighed, samt – selvfølgelig – sygdom og en ødelagt bil. Jeg har været så ofte på det værksted, at da vi hentede min bil i morges (fik jeg nævnt at jeg for en gangs skyld selv var skyld i besøget? Jo jo, jeg hamrede direkte ned i et fucking hul og rev hul på benzinslangen… og så fossede det ligesom ud med diesel) og mande spurgte hvornår de evt. kunne kigge på hans bil (den skulle bare have skiftet et bremselys bagpå) skifede de det fandme på stedet – til ingen penge! Ej men altså. Vi har altid været fantastisk glade for deres service, for de kan altid presse min bil ind i stedet for at lade mig vente i to uger, men det her slår da alt. (Det er i for øvrigt Skorstensgaard vi bruger, blot FYI 😉 ).

Anyhow, madplan. Vi har holdt os til madplanen i okay stil i denne her måned. Vi har valgt at bruge kuvertmedtoden, hvor man deler pengene op i kuverter i stedet for at bruge korter. Jeg har ikke brugt fysiske penge i 7 år så det er SÅ sært for mig, og jeg kunne ikke strække mig længere til end at hele månedens penge var i én kuvert. Men det er også gået godt, der er faktisk ikke flere tusinde kroner i underskud på mandkontoen, så win-win 😀

Her er ugens madplan:
Mandag d. 22:
Kogt hamburryg m. stuvet ærter/gulerødder & kogte kartofler

Tirsdag d. 23:
Lasagne m. hvidløgsflutes & salat

Onsdag d. 24:
Biksemad m. hamburrygrester, æg, ketchup, kartofler & rødbeder

Torsdag d. 25:
Lasagne rester

Fredag d. 26:
Hot dogs

Lørdag d. 27:
Boller i karry m. rosiner, ananas, banan, kokos, æbler

Søndag d. 28:
Hakkebøf m. bløde løg, stegte kartofler, ærter & bernaisesauce

Jeg har personligt aldrig fået alt muligt til boller i karry før, men manden lover at det bliver godt, så jeg tager ham på ordet. Resten af ugen er vidst også bare typisk dansk, men det skal der også være plads til en gang imellem 😉

 

Jeg er curlingmor!

Det er så nemt at blive stemplet lortemor i dagens Danmark – alt, du gør, er forkert. Samsover du med baby? Du kvæler barnet i søvne. Sover ungen selv? Du giver ikke nok nærvær og kærlighed. Får han babs? Du laver da heller ikke andet end at sidde med baby. Får hun flaske? Hvordan kan du overhovedet sove om natten velviddende at dit barn ikke får hvad det skal have?

Og sådan kan vi jo blive ved. Det er absolut ligemeget hvilken vinkel, du vælger – du skal nok blive kaldt lortemor af en eller anden, og som regel ikke kun én. Med min ældste var jeg lortemor i den forstand, at jeg var meget fokuseret på at være rigtig mor.  I ved, sådan én, der gør alt 100% korrekt.

Og det var jeg simpelthen nød til, for når man føder som 20-årig efter at have været sammen med kæresten i 13 måneder, så spørger folk ikke om barnet var planlagt – de antager simpelthen bare at det var et uheld. At han så var planlagt er en anden side af sagen, og det måtte jeg jo vise til omverdenen. At en 20-årig kunne være en lige så god mor som en 25-årig eller 30-årig.

Jeg forsøgte mig med hvad jeg følte hvad “naturligt” – altså, hvad man burde gøre med og for baby. Fx. samsov vi med Alexander i 3 måneder. Ikke fordi jeg havde lyst, for vi sov SÅ fucking dårligt (mig og ham – farmand sov fint) men fordi det “skulle man jo” så man undgik vuggeød og pis og lort. Og man vil jo for Guds skyld gøre alt for at undgå vuggedød, ikke!? Efter 3 meget lange måneder med 8-10 opvågninger HVER nat (og her gælder fra 12-06) måtte jeg give op. Jeg hang simplethen ikke sammen mere og da jeg næsten besvimede ind i væggen med barnet i armene tænkte jeg at nok var nok.

Så samme aften kom ungen i egen seng om aftenen. Jeg vågnede næste morgen efter kl. 6. Uden at have været vågen overhovedet. Jeg nåede at gå i panik. “Fuck, fuck, FUCK! Han er død. Vuggedød. De sagde det jo!”.

Som det viste sig, sov barnet faktisk bare meget tungt da han for første gang i sit liv (bogstavligt talt) kunne få lov til at sove uforstyrret. Han er 5 i dag og vi kan stadig ikke hverken lide eller finde ud af at samsove, og det fungerer helt og aldeles fint for os.

Problem løst, ikke?

Nix. Problem skiftet over til nyt. For så har man pludseligt den modsatte side i hovedet. Den side, der halvfornærmet visker, “Hvordan kan hun lade sit lillebitte barn sove helt selv” uanset hvor meget jeg forklarede, at han altså foretrak det på den måde. Den side, der stille – og knapt så stille – dømte mig fordi jeg ikke gjorde som dem.

Alexander ville kun sove på maven, så det fik han lov til. Jeg siger “lov” men han ville bogstavligt ikke sove på andre måder så det var sgu begrænset hvad vi kunne gøre. Sundhedsplejersken kom forbi den ene dag, så ham ligge i vuggen (der lå i håndsrækning fra mig) og sagde nonchelant – “I ved godt at de kan dø sådan der, ikke?” og sagde så aldrig mere om dét. Så kunne jeg lige tage imod dén lussing også.

Jeg ammede i 3 måneder. 1 1/2 måned ren amning og derefter 1 1/2 måneder suppleret. Jeg TUDBRØLEDE da han fik sin første flaske.  Men jeg havde simpelthen ulideligt ondt. Sjældent har jeg prøvet noget så smertefuldt. Men han tog på, meget, så alt var jo i skønneste orden – jeg skulle “bare lige vænne mig til det”. Og både jordemoderen, mor, svigermor, SP… alle sagde jo hvor skønt og dejligt og rigtigt det var at jeg havde valgt at amme. Så flasken var en falliterklæring. Hvordan kunne jeg være så dårlig en mor at jeg ikke engang kunne tilbyde det mest basale?

Da han begyndte i vuggestue var jeg indstillet på, at mit lille sensetive barn skulle køres godt ind, men som ny mor aner man intet. Efter 2 dage fik jeg at vide, at han hygger sig, så du kan bare gå. Jeg sad hjemme og havde ondt i maven, men fik at vide, at han rigtig hyggede sig dernede. Vi holdte “velkomsmøde” og ALT var bare i skønneste orden. Pyha. Så gjorde jeg det rigtigt alligevel selvom det føltes forkert. 2 uger senere er vi indkaldt til hastemøde – hans kontaktpædagog mener, at han mistrives, han sover ikke, spiser ikke, leger ikke med de andre børn… hun anklager os for at sende ham afsted i fyldt natble, aldrig bade ham, ikke socialisere med ham, etc. Kommunen bliver indkaldt. Jeg beder kommunedamen om at få møde hjemme hos os i stedet for at mødes i vuggestuen igen.

Et par uger senere sidder vi i vores stue derhjemme med damen. Hun spørger lidt i øst og i vest, snakker lidt med Alexander, og spørger så til sidst, “Ja, hvad gør vi så nu?”. Ja, det ved jeg da ikke, dame, det er vel dit job? “Jo, men jeg ser et glad og harmnoisk barn her. Men han har jo problemer i vuggestuen så dem skal jeg også have snakket med”. BUM – så var kontaktpædagogen “sygmeldt” et par uger senere uden at komme tilbage… Det viste sig senere også at de bl.a. ikke skiftede børnene, ikke tilbød dem vand, min søn sad ofte i barnevognen uden at kunne lege med mens de andre legede ude i timevis… Jeg havde altså 100% ret i min følelse af, at der var noget galt ved stedet!

Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg insisterede på at der skulle siddes ved bordet, man skulle gør som jeg bad om STRAKS jeg bad som det, der skulle ikke svares igen, slog man blev man hårdt bedt om at lade være, blev man sur blev man bare efterladt til at skrige sin frustration ud på gulvet… og det lærte jeg hen af vejen var okay. For sådan gjorde rigtige, voksne mødre. Mors ord var lov.

Indtil jeg fik tvillingerne.

At være andengangsmor er noget andet. At være tvillingmor er noget helt andet. Jeg var nød til at vælge mellem det første enhver tvillingeforældre skal vælge – skal man synkronisere ungerne eller ej. Og nej, det skulle vi selvfølgelig ikke. Vi finder det begge to dybt sygt, at man sulter sit ene barn i ugevis indtil det falder i sin søskendes “rytme”, eller bliver vækket efter 30 min søvn fordi den anden har sovet i 2 timer allerede og er vågen.

Men med to usynkroniserede babyer og en 3,5 årig er man nødt til at lære at lade lort ligge. Der er simpelthen ikke energi til at bekymre sig om hvorvidt der ligger legetøj på badeværelset (som der ellers ikke måtte), om ungen spiser makrel i sin 300 kr dyre bluse, om ungen har spist makrel i en uge nu fordi han intet andet vil have, om man kan klare det hele selv eller må bede om hjælp, om man ammer eller giver flaske, om de sover selv eller sammen eller med os… Det fungerer bare som det fungerer.

Tvillingerne er født 37+4 men selvom de lige og lige er født til tiden var de for små til at kunne amme. Der gjorde jeg min første beslutning som andengangsmor – jeg valgte at pumpe og give flaske i stedet for at kæmpe for amning og muligvis sulte ungerne i ugevis. Jeg pumpede i 1 måneds tid og det var fucker-hårdt. Altså, så hellere føde en ekstra gang eller to (eller tre) for mine unger spiser møjet, på godt sønderjysk. Jeg er heldigvis en total ko når det kommer til stykket, så der var masser af mælk, men at skulle pumpe hver 3. time og så give mad hver 3. timer samt at pumpninggen tog ca. 20-30 minutter hver gang efterlod mig ikke med meget tid til hverken søvn, min store søn eller mine små sønner. Så vi gik over til flaske.

Men denne gang var jeg stolt. Stolt over at have holdt ud så længe og stolt over at have prøvet overhovedet. Fordi jeg ikke gad at dunke mig selv i hovedet ligesom sidste gang.

De sov med os i sengen den første måneds tid, så kom de over i fælles tremmeseng på vores værelse. Det var af sikkerhedsårsager, da min mand i mellemtiden var begyndt at gå i søvne. De blev først flyttet på eget værelse da de var 7 måneder og vi var flyttet, og der ikke var plads andre steder.

Vi valgte dagpleje hvor vi kunne bruge en måned på at køre dem ind. En dejlig, ifavnsk kvinde, der ikke med ét negativt ord har kommenteret på, at mine to abeunger er møgsensetive og har brug for rigtig lang tid til at tilpasse sig. Hun har tilpasset sig dem.

Og det har vi også.

Vi har lært at børn også skal behandles med rigtig respekt og ikke tales ned til blot fordi de er børn.

Og derfor er jeg også blevet curlingmor.

For mine børn vil ofte gerne have gummistøvler på når det ikke regner, og det må de til tider godt, fordi de hygger sig. Nogen gange lader jeg storebror være oppe efter sengetid så vi kan sidde og spise en is sammen – andre gange gemmer vi os bare på hans værelse og spiser dem så de to små ikke ser det. Vi tog to ture i samme forlystelse i Legoland (no worries, vi hoppede ud og stod i kø igen 😉 ) selvom voksen-stemmen sagde “I har meget mere I skal nå” for who gives a shit når det kommer til stykket? Vi var der jo for at hygge os, ikke opfylde et krav om at nå alt minimum én gang.

Vi spørger vores 2 år gamle børn om de ikke vil være søde at og mange tak for det. Hvis det ikke er et sprøgsmål så bliver det pænt bedt om det. Ingen kommanderen rundt. Ikke så mange nej’er og lidt flere omdirrigeringer (storebrors første ord var “nej”, til sammenligning). Vi siger nej når nej er nødvendigt – og modsat storebror i deres alder ved de så også godt, at det betyder business.

Vi tegner på væggene og tørrer fingre i bukserne (efter mors opfordring) og har alt småbørnslegetøjet i stuen. Husets største rum er et legeværelse lavet specielt til dem. Vi får ofte andet end hvad der stod på menuen fordi ungerne var sultne før tid eller så noget lækkert i butikken. Vi bader i mors gryder udenfor så de må smides ud og mor ikke har noget at lave mad i mere – og sådan kunne jeg blive ved.

Men vi hygger os!

Og ja, i manges øjne gør det mig til en curlingmor, at jeg gør alle disse ting. At jeg tager mine børn op så snart de græder eller ynker sig selv lidt. Jeg tilbyder dem kram hvis de slår deres brødre fordi jeg nu forstår at det er ud fra frustration og ikke bliver afhjulpet med min vrede og irritation, men med kærlighed og forståelse.

Jeg bliver kaldt curlingmor fordi jeg elsker mine børn alt hvad jeg elske kan – og så har jeg det udmærket med at være kaldt lige præcis dét!