10 ting, de ikke fortæller dig om at være mor

Yeees, der er nok en 100 variationer af denne liste rundt omkring på nettet, men jeg tror oprigtigt på, at den er forskellig fra person til person, afhængig af én selv og selvfølgelig ens barn/børn. Derfor får I lige mine 10 ting og så kan I jo se om det samme er/var gældende for jer.

1. Du kommer aldrig til at sove igen

En klassiker. Men ærligt, det passer. Jovist, du kommer da til at sove bedre og længere jo ældre barnet bliver, men det det med at sove til kl. 12 om lørdagen kommer kun til at ske hvis du er dødelig syg og/eller manden er i godt humør.

2. Du kommer til at spise rester.

Og her snakker jeg ikke om nedfrosne rester, der bare skal tøes op. Jeg snakker om de rester, der bliver tilbage på tallerkenen efter at ungen er færdig med at maltraktere spise maden. Der er en god sandsynlighed for, at det har været inde i nogens mund allerede. Du lærer at være ligeglad.

3. Du får en indædt lyst til at slå alle folk med “gode råd” i gulvet.

Der findes sikkert nogen, der gerne vil høre på mor/moster/søster/svigermor og deres gode råd, men de fleste af os vil faktisk helst bare gerne gøre det som vi vil – enten fordi vi ved hvordan det skal gøres (intuition er altid godt) eller fordi det slet og ret er federe ikke at få at vide, hvad man har gjort forkert (har I nogensinde glemt at putte ble på barnet igen? Det kan ikke anbefales når de er nyfødte og stadig skider om natten, in case anyone was wondering…). Man tror man er klar til pænt at fortælle moster Karen, at tak, men vi gør det på en anden måde. I virkeligheden er man usikker og hader moster Karen for overhovedet at blande sig, og udvikler derfor en stærk lyst til at slå hende med stegepanden. PS – det går over som ungen bliver større og/eller du bliver mor for anden gang.

4. Du kommer til at lære at være meget komfortabel med andres kropsvæsker

Min ældste søn var kun én dag gammel da vi stod og skiftede ham (ja, vi – dengang krævede det to mennesker om ét barn. Nu dør vi af grin over os selv dengang). Jeg bukker mig ned efter en sok LIGE som han projektil-skider… hen over mit hovede. Jeg hørte englene synge. At han så en dag senere gennemsked ALT sit og mit tøj (og jeg mener alt) er en anden side af sagen. Tis, bræk, gylp og snot er også en daglig ting, du lærer at ignorere.

5. Du ligger mærke til ALLE potentielle farer

Den kuglepen, du normalt ligger hensynsløst på bordet? Potentielt våben til at stikke øjet ud med. Døren? Skal lukkes så ungen ikke falder ned af trappen. Aftensmad? Glemt alt om at sidde ned hvis du har et åbent køkken for den varme ovn er som en magnet for den lille. Ligemeget hvor du befinder dig er din hjerne i mommy-mode og du opfatter samtlige mulige fare for den lille. Det er trættende men også enormt nødvendigt.

6. Du indser virkelig meget hvor meget det IKKE er en joke, når dine venner med børn siger, at de aldrig kan gå på toilet i fred.

Jeg kunne ikke engang tisse hvis min mand (dengang kæreste) sad i stuen mens jeg var på toilet, med to lukkede døre mellem os. Det var jo møgpinligt hvis han hørte tisset ramme toilettet (den kender vi alle, ikke?). Nu er der åbent hus hver gang jeg tisser og jeg har opgivet at gøre noget ved det. #2 gemmer jeg dog til mig selv. Dog ikke til alles tilfredsstillelse; den anden dag spurgte A på 5 år hvorfor “der er noget rødt på døren” (den lille dims på låsen). Fortæller ham at det er fordi døren er låst. Han tager fat og rykker i håndtaget. Jeg siger, at han må gå nedenunder og tisse på det andet toilet hvis han trænger. “Jeg skal slet ikke tisse mor” *fortsætter med at rykke i døren*…

7. Du tror du husker alle de der børnesange fra børnehaven

Men det gør du ikke. Og hvis du husker bare nogle af dem, har de i de mellemliggende 20-35 år fundet på et hav af nye du overhovedet ikke kender.

8. Du kommer til at lære dem igen

Og det er kun de samme 3, du kan huske ungerne gider at høre. Jeg ville ønske at jeg ærligt kunne sige, at jeg ikke kan samtlige versioner af Baby Shark udenad, men det kan jeg ikke… og jo, dansen er inkluderet!

9. Du kommer til at blive en af “de der” mødre, der tager tonsvis af billeder af din unge.

Det er ikke fordi alle skal kigge på lille Ole hele tiden, men han gør bare SÅ mange sjove ting som du bare MÅ fange på billede. Og pludseligt har du 6.000 billeder på et halvt år og dit Goolge Photos beder dig om at opgradere til 17 kr ekstra om måneden fordi du er løbet tør for plads.

10. Du kommer til at være enormt udkørt

Ingen form for træthed kan sammenlignes med at være mor. Min ældste var high-need baby og så fik vi jo tvillinger i anden runde. Som bonus er jeg kronisk syg så jeg er bare 98% død det meste af tiden. Det er en underdrivelse at påstå, at jeg er træt. Men det er alligevel det hele værd 😉

Hvad med jer? Kan I kende det? Har I selv noget andet at tilføje?

Skriv et svar