Gaver, taknemmelighed og barndom

Min ældste søn var enebarn i 3,5 år før han fik søskende. I de 3,5 år har han til hver fødselsdag og jul fået en STAK af gaver; gerne 10-12 stykker og ikke i den billige ende. Her snakker vi gaver udelukkende fra os. Altså har resultatet hvert år endt med verdens største (latterlige) bjerg af gaver, som jeg har brugt 100 år på at finde (jeg hader “bare fordi” gaver så jeg bruger måneder på at finde noget godt) og ofte en følelse af “men han leger jo kun med X, Y og Z ud af hele alfabetet han fik”.

Forrige år fik de to små selvfølgelig også en pakkekalender, men det var okay – det var primært rosinpakker, sokker og storebrors aflagte legetøj i form af Sleich og Fisher Price. I år forstår de udmærket godt hvad gaver er, så jeg var en del panisk – for hvordan fanden tackler man lige 3 x 24 gaver PLUS det faktum at to af børnene får det helt samme mens storebror får noget andet, så der bliver jalousi imellem uden tvivl.

Så var det at min store dreng fyldte 5. Som nævnt er vi ikke lige Joakim Von And lige pt. så det blev til én gave denne gang. Jeg frygtede virkelig reaktionen – for selvfølgelig lægger man mærke til, at der mangler 10-11 gaver i forhold til normalt, især når man fylder 5, ikke? Jeg forventede noget i stil med Duddley fra Harry Potter, der stikker i hyl fordi han får én gave færre end sidste år, selvom han har fået 30+ gaver.

I stedet var min unge SÅ glad for de ting han fik, at jeg måtte tage en ordenlig skammetur i hjørnet. Ikke én gang nævnte han antallet af gaver, og selv farmor og farfars tøjgaver (som jo ellers ikke lige er #1 på ønskelisten hos en 5-årig) var han vildt begejstret for.

Jeg fik yderst sjældent gaver til fødselsdag og når jeg endelig gjorde var det ofte noget fra 20 kroners kassen; jeg var ikke et utaknemmeligt barn, men når man gang på gang hører om de cykler og Gameboys og barbiedukker bare én person har fået til deres fødselsdag, så er det fandme svært ikke at have ondt indeni fordi man fik en plastik et-eller-andet som mor lige havde taget med i forbifarten. Selv som barn forstod jeg hvorfor, men det gjorde det ikke mere sjovt.

Derfor har jeg også altid overøst mine unger med ting og sager for at de ikke skal føle det samme. Hvilket er ret sjovt med tanke på, at hvis jeg skulle pakke mine egne ting ned nu og her (altså ting som kun JEG ejer) ville det hele kunne være i en sportsaske. For mig betyder materielle ting ikke en skid overhovedet – for at sige det ligeud – og det virker til at den attitude har smittet af på ungerne også. De har heller aldrig tigget om noget som helst i Toys’R’Us, blot pænt sagt at “det kunne han godt ønske sig”. De små bliver pænt spurgt om de kan putte legetøget tilbage og det gør de uden tøven.

Planen er derfor fremover at vi prioriterer oplevelser mere end fysiske ting, at vi prioriterer få men gode gaver, og at vi forsøger at købe mere genbrug – for vi har også erfaret, at ikke nok med at ungerne er pisseligeglade med om det er brugt før (tror næppe de kan se forskellen) så er de også MEGET gladere for legetøj, jeg ikke skal bruge 15 minutter af mit liv på at klippe ud af 700.000 stykker twistie-ties – og det er jeg også.

Skriv et svar