Var ikke nok ninja-mor!

Det er godt nok længe siden vi har grillet herhjemme – sidste år fik vi det ikke nået én eneste gang, og man kan godt mærke at man har savnet det. Derfor tænkte vi også, at med alt det salat og den bakke kylling fra TGTG posen plus de to leftover pølser vi havde i køleskabet, måtte vi da grille. Vi kom lidt sent i gang da det var impuls men tænkte det nok skulle blive godt alligevel.

Vi har i 2 1/2 stive time holdt vagt ved grillen, der er placeret så langt væk fra legeområdet som muligt, for at ungerne ikke skulle brænde sig. Og når jeg siger vagt mener jeg at én af os har siddet lige ved siden af. Jeg har 3. grads forbrændinger på meget af kroppen så her joker vi ikke med ild.

Efter maden sidder vi voksne stadig og småspiser, ungerne har på daværende tidspunkt længe holdt sig til den “rigtige” del af haven, og jeg bliver lidt for optaget af min mad i ca. 30 sekunder – og så råber min mand ellers, “NEJNEJNEJNEJNEJ!”. FUCK! Så ved man ligesom at der er noget galt, ikke? Jeg når lige at vende mig som Dean ligger posen fra hvidløgsflutene op på fucking grillristen. Følelsen af at vide, at der absolut er INGEN måde jeg kan nå ham før det er for sent, er voldsomt klam, men jeg flyver op af stolen og hen til barnet.

Min logiske hjerne tænker “fjern posen fra risten før den brænder!” men samtidig flår jeg barnet væk fra grillen og løber ind på badeværelset uden at tænke mig om, alt imens jeg fortsætter mandens udbrud inde i mig selv – nejnejnejdetsketebareikke!

Heldigvis nåede han kun lige og lige at lægge armen på den yderste del af risten før jeg flåede ham bagud og op, så jeg forventer ikke at der er så meget at se i morgen, andet end det røde mærke der allerede er i dag. Han var ikke specielt glad for at skulle under vandhanden eller have koldt på, men et stykke chokolade hjalp. Og så var det heller ikke værre end at han kunne lege videre lige efter, heldigvis.

Nu hvor den paniske del af situationen er overstået, ungerne (glade) har leget færdig, og nu er blevet lagt i seng, kommer følelse af kvalme fordi jeg ikke var ninja-mor nok til at forhindre at det skete. Havde jeg bogstavligt talt bare været et sølle fucking sekund hurtigere, havde han slet ikke brændt sig. Ét sekundt.

Meget kan man sige om hvis skyld det var og ikke var, hvorvidt vi forældre også bare er mennesker, etc. men intet ændrer på at jeg lever af dårlig samvittighed når det kommer til mine børn og denne her slags lortesituatuoner.

Jeg er bare glad for at det ikke var værre end det var.

Skriv et svar