At være voksen

Det her er min kaffekop. Jeg hader ellers kaffe, jeg har aldrig været voksen nok til at drikke det. Jeg husker tydeligt hvor ofte min mor sagde til mig som barn, at hun så frem til når jeg var stor nok til at drikke kaffe, så vi kunne drikke den samme.

Jeg har skuffet hende grusom, for jeg drikker yderst sjældent kaffe. Dét I kan se i koppen er da heller ikke kaffe – det er Cocio. Cocio med kokossmag, som er deres nye sommervariant. Som jeg vidst ville forsvinder på få sekunder hvis jeg så meget som tilbød ungerne én dråbe. De har et eller andet, der bare gør, at jeg giver dem alt jeg har; min mand har gentagne gange bedt mig om at lade være – som han påpeger, de har ofte deres egen mad (tit det samme som mit) eller mulighed for at få det. Men de vil kun spise fra mig af, så de får mit. Eller også vil de bare vildt gerne have det sidste af et eller andet jeg sidder med, og så får de det selvfølgeligt.

Og så jeg sidder ofte tilbage, sulten og får ikke spist mere (det er en lang historie men jeg har noget spiseforstyrrelse, så jeg kan ofte ikke bare spise hvad som helst).

Så lige præcis i dag valgte jeg at gøre noget godt for mig selv og beholde min Cocio i fred. Og hvilken bedre måde at gøre det på end at hælde den over i en kaffekop og fortælle at det er adder-kaffe? De har smagt fars så det rører det ikke igen lige forløbigt.

PS. Cocioen er god 😉

Skriv et svar