Barselsgaver

Som mor til tre drenge skal jeg være den første til at indrømme, at jo flere unger man får, jo færre ting er der at ønske sig til diverse særlige lejligheder. Omvendt synes jeg også det er rigtigt svært at finde på noget ordenligt og brugbart til venner og familie, der er over deres første barn, for jeg hader at give gaver bare fordi det er påkrævet.

Især barselsgaver synes jeg er nærmest umulige, for de er jo primært mindre gaver og så ender det ofte i de samme kedelige ting, som forældrene i forvejen har 100 stykker af – vaskeklude, sutter, rangler, stofbleer, grimme bamser… Ærligt, vi ved jo alle godt at det ikke ligefrem er sådan, at forældrene ville stå og mangle hvis man ikke lige kom med den monsterdyre 3-paks stofbleer til 289 kr.

Med ungangspunkt i egne oplevelser og det faktum at jeg selv skal til at finde på en barselsgave snart, er her et par idéer jeg personligt har været glad for eller ville blive glad for hvis der en gang skulle komme en fjerde unge her i huset 😉

1. Sophie the Giraff.

Denne ting er simpelthen SÅ dyr af et bidedyr at være. Min mand var godt nok skeptisk da jeg købte den til vores søn (og det var jeg indrømmet også) men hold op, hvor er den det mest geniale stykket noget-som-helst, der er blevet lavet til babyer. Den er nem at gribe fat i med små, bøvlede fingre, der er masser at bide i, og så er den helt fri for alt muligt bras. Den er 100% min yndlingsting til babyer ever.

2. Bøger

Jeg er bogorm så selvfølgelig er de med på listen. Men helt ærligt så er de guld værd når baby bliver lidt større. Børnebøger er faktisk enormt dyre fra ny af, især de bedre af dem, og det er ofte en ting man ikke har for mange af derhjemme (og selv hvis man som os har godt fyldt op så er der altid  andre bøger, som man kan glæde ungerne med). Som bonus kan de større søskende også få glæde af gaven.

Nogle af de rigtige gode bøger er disse – der er en H.C. Andersen udgave og en Brødrende Grimm udgave. De koster ca. 300 kr, lidt mere hvis der skal trykkes navn i. Vores unger har fået dem (af os)  i rød og med navn i, og jeg ser rigtig meget frem til at kunne læse godnathistorier for dem – pt. er vi stadig ved Pletbøgerne hos den store så der går dog nok noget tid 😉

3. bObles

Herhjemme er vi store fan af bObles. De er selvfølgelig møgdyre generelt set men kyllingen koster kun i omegnen af 300 kr så det ligger i den rigtige ende af skalaen. Kyllingen er super god til de helt små da de kan øve at ligge på maven og styrke nakken på den, og til større søskende kan den bruges til at træne balance på eller som “trædesten” i en bane.

4. Pænt sengetøj og lagner

Jeg ved ikke med jer, men mine unger har for vane med at tisse igennem, kaste op eller dét, der er værre, gerne samtidig og helst når det meste af sengetøjet er til vask. Da min ældste var lille har vi SÅ mange gange måtte bruge vores egne lagner eller håndklæder, fordi vi simpelthen er løbet tør midt om natten.

Sengetøj og især lagner kan man aldrig få for mange af og det er bare ekstra fedt at få et lækkert sæt i stedet for de helt billige lagner fra IKEA man selv har købt, fordi man ved de alligevel bliver overskidt…

5. Tøj i større størrelser

Jeg frabeder mig altid  tøj til jul og fødselsdag for når man har tre børn af samme køn, så er der simpelthen intet behov. Desuden er det ofte enten meget fint med yderst  upraktisk tøj man får foræret eller også er det simpelthen bare ikke noget man nogensinde ville putte sig barn i. Men hvis man nu insisterer på at det SKAL være tøj man giver, så er det bedst at give til i mindst str. 62 – jeg kan med sikkerhed love for, at en mor til 2-3-4 børn har mere end rigeligt i de helt små størrelser, og de vokser sig alligevel ud af dem før man kan nå at blinke.

6. Gave til mor (og far)

Jeg er typen, der ikke mener at gaven skal  være til baby, eftersom baby absolut intet forstår eller har behov for, for den sags skyld. Mor, til gengæld, kan have behov for en masse – en god creme til kejsersnitarret, en snackkurv med ting der kan give lidt energi når der ammes eller baby er oppe for 8. gange om natten, en hårkur, en lækker pose kaffe… hvad som helst der kan give en lille smule følelse af velvære i de første pressede par uger.

Far kan man selvfølgelig også vælge at give gave til hvis man synes han har gjort en stor indsats med at holde mor i hånden mens hun gjorde alt arbejdet 😉 Har hørt at øl skulle være et hit hos de fleste.

7. Gave til søskende

Som søskende er det hårdt at se på, at alle gæster kun har interesse i den lille nye og at han eller hun så oven i købet får gaver når de ikke gør. Jeg vil til enhver tid anbefale at man OGSÅ køber en gave til eventuelle søskende, men da det ikke altid er en mulighed for alle (jeg har fx. intet pengetræ i baghaven) så er det altså 100% okay at “nøjes” med at købe en gave til de større søskende og unlade til baby. Jeg lover at mini er helt  ligeglad 😉

8. Mad

I den ene eller anden form. Jeg tvang min mand til at hjælpe mig med at lave mad til fryseren til de første 14 dage. Han synes jeg var helt skudt i hovedet – indtil vi kom hjem med tvillingerne og selv det at varme foliebakkerne op i ovnen krævede alt vores overskud; så kom han pludseligt undskyldende for han kunne udmmærket se hvor meget det havde reddet for os.

Man får bare ikke meget eller synderligt nærende mad de første par uger som nybagt forældre. Det er super lækkert hvis man som besøgende kommer med hjemmebagte muffins, boller, pølsehorn eller hvad ved jeg. Hvis man har tid til at lave aftensmad (evt. hjemme hos én selv så man ikke efterlader en masse gris i køkkenet og forstyrrer i for lang tid) til de stakkels trætte forældre er det også fantastisk, men ellers sælger hungry.dk og lignende sider heldigvis også gavekort 😉

Det skal for god ordens skyld siges, at jeg ikke er sponsoreret af nogen som helst; alt, der er nævnt i indlægget eller er linket til, er af eget valg og baseret på mine egne oplevelser med produkterne.

Skriv et svar