Om at få tvillinger #2

Sidste gang skrev jeg om vores oplevelse af at blive fortalt, at vi skulle have tvillinger (opsumeret – jeg var i komplet chok). Tænkte at jeg ville forsætte historien lidt for dem, der skulle være interesserede.

Vi overvejede at holde tæt med at der var to, men blev faktisk direkte spurgt af et vennepar (tror mest det var for sjov) om det var to – og det er fandme svært at holde masken, så vi måtte jo gå til bekendelse. Midt i Bilka.

Vi viste scanningsbillederne af “babyen” til venner og familie, og det var en blanding af ærlighed (“jeg aner ærligt talt ikke hvad der er hvad på babyen”) til ren glæde men uden at være helt med (“Eeeeej, er du gravid, tillykke! Sikke en fin baby”).

Min mor var så glad for endnu et barnebarn at hun ikke opdagede, at der stod “A” og “B” på billederne. Det var først da jeg sagde at “denne her baby er B” at hun kiggede lidt og kiggede… og så udbrød “ER DER TO!?”. Det skal lige siges at min mor elsker børn. Hun ville gladeligt passe fremmede menneskers børn hele dagen – så egne børnebørn er simpelthen Guds gave i hendes øjne.

De fleste søskende og venner kunne slet ikke se, at der var to (og helt ærligt, det er heller ikke nemt når de er på størrelse med Jellybeans) så det morede vi os rigtig meget med.

Da vi nåede langt nok hen valgte vi at få en kønsscanning. Op til da havde vi bedt folk om at gætte på kønnene, og ALLE gæt var pige/dreng og pige/pige – kun én gættede dreng/dreng og kun hun fik ret 😉
Vi var ligeglade, bare ungerne var sunde og raske. At være mor til 3 drenge er simpelthen noget af det skønneste i mit liv. Desværre er ikke alle lige så forstående over, at man kan “nøjes” med det samme køn; det havde vi desværre nogle problemer med med tilhørende dumme kommentarer, men det gad jeg sgu ikke finde mig i så alle blev oplyst om at de kunne glæde sig på vores vegne eller lukke numsi. Hormonella skal man altså ikke lægge sig ud med.

Egenligt var det antaget, at de var tveæggede, da de absolut intet delte i maven. Men da vi havde været et par timer på barselsgangen (efter en ret hård fødsel) kom der en JM ind, kiggede på babyerne og spurgte forsigtigt – “Kan I se hvem der er hvem?”. Og det kunne vi sådan set godt, men vi måtte give hende ret i at de så meget, meget ens ud. Og ingen andre end os kunne faktisk se forskel på dem. Så vi blev tilbudt en gratis test som vi takkede ja til. Det viste sig så at de faktisk er enæggede, bare af den “sjældne” slags hvor de intet deler. Hvilket jeg er super glad for da enæggede normalt ellers har en del problemer netop fordi de kan dele både sæk, moderkage og diverse.

I dag er de 21 måneder og det er lidt morsomt at tænke tilbage på da de var babyer og man ikke altid lige kunne se hvilket barn man holdte før man kiggede på den anden (så var det rigtig nemt). Der er indrømmet stadig tider hvor vi begge laver fejl – især bagfra er det svært og hvis de har overtøj på, da deres overtøj er ens.
Men ellers er der faktisk rigtig meget forskel – i forældrenes øjne. At mange andre ikke kan se forskel på dem kan vi slet, slet ikke forstå…

Skriv et svar