Om at få tvillinger #1

Manden og jeg havde været sammen i 4 måneder da jeg blev (planlagt) gravid. Jeg blev gravid i første forsøg, hvilket kom som en overraskelse, men en dejlig én af slagsen. Så da vi tænkte at det var tid til nummer 2, forventede vi på ingen måde, at det ville tage os omkring de 2 år. På de 2 år blev jeg gravid og mistede omkring 12 gange. Den sidste af gangene opgav jeg simplethen – jeg pakkede alt det babyhalløj vi havde tilbage fra den store, ned i kasser og poser, og gav det væk.

Og to uger senere stod jeg med en positiv test. Fordi mit liv er en sit com. Aaanyways.

Min ældste søn (på daværende tidspunkt 2 år) havde forrige gang sagt at “baby sover”. Vi havde intet sagt om graviditeten til ham, men rigtig nok, dagen efter begyndte jeg at bløde. Denne gang sagde han så “to baby”.
Vi måtte forklare ham at nej, der var altså kun én baby. “To baby” insisterede han. Men hvad ved en 2-årig om det?

Jeg var forberedt på at det ville gå galt igen. Og selvom jeg hverken blødte eller havde ondt følte jeg virkeligt der var noget “skævt” eller “forkert” ved det – og hvad ellers kunne det være andet end endnu en abort? Derfor bestilte vi en tid til scanning i uge 8. Hvis det alligevel var gået galt igen ville jeg bare gerne kunne tage min medicin igen.

Vi kommer ind og hun spørger hvordan jeg har det. Jeg fortæller at jeg er virkelig dårlig (jeg lider af Hyperemesis under mine graviditeter men det behøvede hun jo ikke at vide). Hun fortæller at hun først scanner for at orientere sig, så vi skal ikke blive bekymrede hvis hun er stille. Så hun går i gang og scanner lidt rundt og siger så pludseligt – “Ej, jeg kan da GODT forstå du er så dårlig!”.

Og dér sagde min hjerne “farveller”. Jeg forstod 100% hvad hun mente og min hjerne gik bare i en eller anden form for koma hvor den intet opfattede. “Det SIGER du bare ikke!” efterfulgt af hysterisk grin var mit eneste svar.

Min kære mand sad ved side af og så lykkelig ud – han havde slet ikke fået med hvad hun mente. Da hun så forklarede at der altså var tvillinger, var hans reaktion, “Ja, så skal vi jo nok have en større bil”. Tak, kære mand, jeg er gift med en kliché 😛

Jeg kan tydeligt huske på vej ud af klinikken. Manden spurgte mig om hvordan jeg havde det med nyheden og jeg måtte være ærlig at sige, at jeg ikke “havde det” på nogen måde – for det var simpelthen langt fra sevet ind.

Da jeg var gravid med den store sagde min mor at det jo måske var tvillinger (tveæggede ligger til familien – mine er dog enæggede og dermed ikke genetisk betingede) og min reaktion dengang var “nej tak, for så dør jeg”. Det var ligesom min store frygt og så stod jeg der og var ikke engang sur eller bange eller ked – bare PAF, for HALLO, der var ligesom TO babyer derinde!

Det tog mig lige en dags tid at nå frem til, at vi altså skulle have tvillinger, for det var simpelthen så urealistisk. Jeg brugte de næste par uger på at sige til manden, “Der er TO” og grine hysteriske. Han var så sød ikke at sende mig på tosseanstalten.

På intet tidspunkt har jeg set det som en negativ ting men det er indrømmet en LANGT større nyhed at få end “du er gravid”, og skulle lige bearbejdes. De er 21 måneder nu så efterhånden er det kun en gang imellem at jeg får den der, “SHIT, der er jo TO” følelse – men jo, det sker skam stadig en gang imellem. Det er til gengæld noget af det fe-de-ste at have twins og det kan ikke beskrives med ord.

I for øvrigt så var min mand helt fra start af super lykkelig over nyheden og tog betydelig meget mindre tid om at få hjernen med på banen 😉

3 comments / Add your comment below

  1. Det må være en vild oplevelse. Synes det er helt vildt at din søn har vidst hvad der skete i din krop – og lidt uhyggeligt også 😉 Og så er det da totalt en mandeting det der med at tænke på bilen som det første 😉
    Mvh Tina

    1. Det var det absolut også. Han har vidst nok “arvet” det fra mig – jeg har, fra jeg var 8, gættet køn på alle kommende babyer korrekt (ca. 20 stykker). Det er faktisk kun mine egen tvillinger jeg ikke havde nogen fornæmmelse omkring 😉

      Og ja, det er en meget typisk mandeting – men han havde jo ret! 😛

Skriv et svar