Jeg er sur på mig selv!

Og med rigtig god grund. Manden og jeg diskuterede først i 3-4 dage om hvordan tvillingerne skulle sove i varmen; jeg er af den overbevisning, at de som minimum skal have en ærmeløs t-shirt på og en tynd sommerdyne, så de ikke koldsveder når de smider dynen af og risikere at blive syge – manden påstod hårdnakket, at jeg forsøgte at koge børnene og puttede dem derfor kun i ble og med lagen over.

Så begyndte Dean at hoste. Og manden måtte så give mig ret i, at de nok skulle have lidt mere tøj på. Men der var det jo allerede for sent. For pludseligt ser drengen ligbleg ud med gigantiske render under øjnene og hoster som en søløve. Han er ikke sløj eller noget, men irritabel og mere træt end normalt. Jeg synes han skal blive hjemme og slappe af i et par dage (jeg er alligevel sygmeldt pt. så det kan jo lade sig gøre). Manden påstår så igen hårdnakket at ungen har det fint, for “han leger og spiser jo som normalt nede i DP”. Selvom jeg fortæller gang på gang i tre dage, at børn kan virke raske uden at være det, lader jeg ham alligevel få ret, da lillemanden faktisk selv beder om at komme afsted.

Og så står vi her. Med en lillebitte person, der har feber og kaster op. Og er ked af det. Fordi jeg var for dum til at bede min mand lukke måsen og gøre som der blev sagt. Udelukkende fordi jeg altid har frygtet at være “den der” type mor/kvinde, der ikke lader manden om noget som helst selv.

Jeg er simpelthen så rasende på mig selv lige nu. Det hjælper desværre bare ikke på, at han er syg. Og heller ikke på, at brormand også er begyndt at hoste.

PS. Min mand er en fantastisk far og jeg er ret sikker på at ungerne hellere ville undvære mig end ham. Til tider tænker han bare med røven. Jeg tror det er en mandeting.

Skriv et svar