Fødselsberetning #2 – Tvillingerne

Jeg skrev min fødselsberetning med min ældste i går. I dag er det tid til hvordan de to små kom til verdenen.

Tvillingernes er af gode grunde pænt meget anderledes, bl.a. fordi det ikke kunne blive en hjemmefødsel som jeg ellers rigtig gerne ville have haft; det var desværre bare langt mere sikkert at føde på hospitalet. valget var mit men jeg ville intet risikere, og godt for dét da jeg ellers nok kun havde to børn i dag.

Det starter med at jeg har haft en meget dårlig dag. Det er klamt varm og jeg har migræne, og jeg har ikke kunne mærke James bevæge sig særlig meget, så vi ringer ind til fødegangen – jeg var nærmest bosat derude de sidste par måneder og de så gerne man ringede ved det mindste, ISÆR hvis der var mangel på bevægelse. Som tvillingegravid kan man ikke engang klø sig i måsen uden at de vil undersøge én.

Den store sover så mormor kommer for at holde øje med ham mens vi tager på OUH. Vi sidder i venteværelset da J begynder at holde fest igen, men vi bliver selvfølgelig siddende for better safe than sorry. Jeg har på intet tidspunkt haft en følelse af, at noget dårligt er sket, blot at det er en god idé at få det undersøgt. Der bliver kørt kurve (i for øvrigt – det var PÆNT umuligt for dem at køre de kurver for mine abeunger kunne ikke lide det, så når én kurve endelig var sat på og de forsøgte med den anden, fik den første et velplaceret spark). Anyways, vi ligger og kigger på hjerteslag og kan se de er som de plejer at være (fik jeg nævt jeg var MEGET derude de sidste par måneder?) og JM er også klar på at sende mig hjem. Men som vi er på vej ud kommer hun tilbage med en læge, der mener det er for højt og hun vil gerne indlægge mig til observation natten over.

Indrømmelse – jeg er pisse fucking mørkeræd. Jeg var også på størrelse med en hval, der skulle tisse hver 3. sekunder, så jeg havde ikke liiiige lyst til at sove på OUH uden min mand, men hvad man ikke gør for sine børn. Han tager afsted og jeg bliver vist en seng. Jeg ligger og kigger i en halvanden time før nattens første måling finder sted. De skal foregår hver 2. time natten over. JM kan jeg huske fra ugen før og vi småsnakker og hygger. Jeg spørger hende hvad der vil ske hvis det pludseligt er for højt med hjerteslagene (jeg er simpelthen SÅ rædselsslagen for at få kejsersnit at det ikke kan beskrives med ord) men hun beroliger mig for det var kun en smule forhøjet. Hun bruger en del tid på at finde hjerteslag #2 (og jeg bruger tal for børnene her for jeg ved stadig ikke hvis hjerteslag var hvis) og da hun endelig finder det er det på 200+. FUCK. Jeg er ikke uddannet JM eller læge men jeg havde set mange af de kurver. Og hendes ansigt sagde det hele. Jeg spurgte om jeg skulle ringe efter manden (sagt på en anden måde – er vi i panik nu?) og hun sagde det nok var en meget god idé.

Min IDIOT af en mand har dog valgt at “fikse” sin telefon så den er pillet fra hinanden derhjemme. HVAD han tænkte ved jeg ikke men det er et under at han stadig lever. Jeg ringede og ringede, forsøgte at både ringe og skrive på facebook, men måtte til sidst opgive. Jeg får fat i min mor som på daværende tidspunkt til al held boede 5 minutters gang fra vores hjem, som skynder sig over og sender ham afsted.

I mellemtiden er jeg blevet kørt ned på fødegangen hvor jeg sidder og tudbrøler og hyperventilerer så meget, at selv den meget sure og stramme læge, der 500 gange havde sagt jeg måtte tage mig samme, måtte gå ned på “det skal nok gå” niveau. Hun snakkede om AKS og manden ville jo på ingen måde kunne nå det (han havde kun lige sat sat i sofaen og det tog en god halv time at komme tilbage) så jeg var klar til at dø. JM får mig dog kølet nok ned til at de kan køre en kurve og begge drenges hjerteslag er helt som de skal være og manden er i mellemtiden kommet. Nu jeg tænker over det er han nok ikke kørt efter færdselsreglerne for det tog ham på ingen måde en halv time at nå derud…

Sure Læge siger så, at “Nå, men så kan det være du slipper for kejsersnit”. YEEEEEEES! “Men du skal have kørt kurve i 5 timer”. Jamen, det er også fint, tænker jeg. Det var det så ikke. Som sagt var mine unger ikke vilde med at få kørt kurve. Problemet var, at det SKULLE være 5 timers uafbrudt kurve. Som bonus skulle jeg pisse som en racerhest hver 15. minut, uden overdrivelse. Min stakkels, stakkels JM havde virkeligt sit at se til med mig.

Mens vi venter siger JM pludseligt, “Hov, der er en bi. Du må nok hellere få den ud, jeg henter en fluesmækker” (til min mand altså – hun forsøgte ikke at sende hvalen på bi-jagt). Hun er tilbage 2 minutter senere hvor det går op for os alle, at der ikke er én bi, men en 6-7 stykker. Lad os bare sige, at hverken JM eller mig var særlig vilde med bier. Så der står hun og forsøger at være professionel mens hun mest af alt ligner én, der er klar til at løbe skrigende væk, og hval-mig, der ligger på sengen, 100% klar til at vralte ud med ledninger og halvbar røv. Min kære mand fik dog dem alle væk under vores nervøse grin.

JM måtte til sidst sætte en elektrode på J’s hovede så de kunne få kørt kurven rigtigt. For de uinformerede stikken den elektrode på hovedet af det ufødte barn – altså stikker hun hånden og dimsen goodt langt op i underlivet. AV AV AV. Men det lykkedes hende til sidst og børnene har det godt.

Da vi endelig er færdige siger hun at NU må jeg sove. Jeg har ikke sovet mere end 4 timer i løbet af de sidste 48 timer, så det er en dejlig nyhed at få. Jeg spørger om jeg kan få noget mad for jeg har næsten heller intet spist i de 48 timer. Jeg er døende af sult for første gang i 9 måneder. Intet problem, de finder noget. Er toast og ost okay? Fantastisk, jeg kan næsten ikke vente! Og så kommer det bare – PLOP!

Fand. Me. Nej. Kan. I. Tro. Unger. Men ingen vandafgang. Okay, okay, det er helt okay. Det var bare et meget, meget sært spark. Intet andet. Rolig nu, du skal nok få lov til at sove.

Jeg rejser mig op for at komme ud at tisse og intet fostervand. Pyha. 5 skridt senere… “Jeg troede aldrig at jeg skulle sige det men jeg håber SÅ meget at jeg lige har tisset på gulvet”.

Det havde jeg så ikke. På nuværende tidspunkt er klokken 5. Jeg har to normale veer og så begynder vestormen ligesom sidste gang. Sætningen “vi er i gang med at finde dig noget at spise” bliver gentaget ofte nok til at jeg ved, at det er de ikke.

JM kommer ind mens jeg ligger og skriger. Jeg kan SLET ikke styre det denne her gang, det gør SÅ meget mere ondt end med den store. Hun siger jeg skal tie stille for så slemt er det ikke. Jeg siger hun måske skulle overveje jobskifte. Så begynder hun og manden at skændes mens jeg ligger der med veer og bliver ignoreret. Der fik de sgu en opsang på at DEN må de sgu tage når ungerne er ude! Derefter blev hun pludseligt meget sødere og mere forstående. Så siger hun pludseligt at jeg skal flytte mig over på fødelejet. Jeg har jo kun født hjemme før så jeg fatter ikke pointen i at flytte mig, men jeg KAN da se at det er sådan en 3/4 briks hvor min fede røv i HVERT fald skvatter ned fra. Desuden – hvad fanden skal jeg lave derovre, jeg har ikke engang presseveer, har kun lige haft veer i ca. 4 timer, den tid kan man da ikke føde et barn på (det tog Alexander 16 timer til sammenligning). Hun siger til mig at “nu kommer han” og jeg svarer at “DET gør han i hvert fald ikke”. 30 sekunder senere må jeg så indrømme, “Okay, det gør han så nok.”

Pludseligt står der 12ish mennesker på stuen men jeg er sådan set pænt ligeglad for jeg har de bedste presseveer og denne gang ved jeg hvordan de skal bruges – det var sådan en lettelse og jeg gispede ham ud på et par minutter. Dejlig, dejlig følelse i forhold til sidste gang.

J blev født på ca. 4 timer fra første ve til han var ude, uden smertelindring (hvilket var grundet til mit skrigeri… 10 cm på 4 timer er sgu lidt af en bedrift, hvis jeg selv skal sige det) og var 100% sund og rask. Så det var sådan set en perfekt fødsel, andet end at det gik utroligt hurtigt.

Men nu står der så en JM, der trykker meget voldsomt på mit mave så Dean ikke vender sig, og jeg har benene oppe i de der holdere og har veer mens jeg samtidig holder en nyfødt, klistret baby. Som den gode mor jeg er måtte jeg lidt undskyldende spørge om han ikke godt kunne blive taget væk før jeg tabte ham på gulvet. Det var virkeligt surt ikke at kunne nyde tiden med ham men brorman skulle jo altså ud.

Og så stopper veerne. Og der står de her 12 fremmede mennesker og stirrer på mit underliv. Og når man ikke længere har smerter, ja SÅ lægger man fandme mærke til at der bliver stirret.

Min krop har tænkt “Super, babyen er ude, færdig arbejde” og begyndt at lukke sig sammen. Fordi det MÅ bare ikke være nemt, vel? De giver mig ve-stimulerende, mere og mere og mere, og jeg får bare rigtig ondt – sådan, lad mig slå hovedet i væggen og dø ondt. Dårlige veer, ingen presseveer, og jeg er nede på 8 cm. Jeg presser og presser og TUDER om jeg ikke godt må vende mig om på alle fire, men det vil de ikke høre tale om for det kan KUN ske på denne her måde, så D ikke vender sig om.

Der sker absolut intet og der begynder at blive lidt presset på tid og energi og ilt hos D, så jeg får lov til at vende mig om, men på nuværende tidspunkt er jeg 100% drænet for energi. Jeg kan mærke at han ikke kommer ud. Det føles som om jeg har været i gang i en evighed.

Og så sker det som jeg aldrig havde troet ville ske. Jeg begynder at tigge om et kejsersnit. De bliver ved med at fortælle mig at jeg nok skal klare det men jeg ved at jeg ikke kan. Og jeg går mere og mere i panik for de hører ikke efter og jo længere tid der gør før han bliver før, jo større risiko for at der sker ham noget.

JM kunne vidst høre det i min stemme til sidst for hun siger at så bliver det kejsersnit. Jeg har aldrig tudet så meget af glæde og rædsel på samme tid. Jeg får vehæmmende og på vej derned spørger jegom hvornår veerne så stopper? “Gud, har du STADIG veer?”. Ja, jeg er bare SÅ utrolig heldig når det kommer til medicin!

Manden kommer med ind men skal holde sig i baggrunden mens jeg skal stikkes i ryggen. Det er nok én af de ting jeg frygter mest i livet, så jeg tuder og undskylder til den søde sygeplejerske, som jeg har oversnottet (hun var heldigvis meget forstående). Og så løber vi ind i flere problemer.

Det her var sådan ca. samtalen med anæstesilægen:

Ham: “Kan du mærke noget?”
Mig: “Ja, det føles vådt”
Ham: “Nej, det føles koldt, ikke?”
Mig: “Nej, det føles vådt”
Ham: “Det er to meget ens følelser, men det du føler er altså kulde. Det er helt normalt.”
Mig: “Neeej, det er vådt, og hvorfor FANDEN bliver I ved med at nive mig!?”

Hans ansigtudtryk sagde bare Spar To, og så kom der ellers gang i gasmaske og ting og sager. Fik at vide at det blev fuld narkose, hvilket var min STØRSTE frygt, men jeg blev beroliget med “det skal nok gå”. Mit svar var “Ja, ellers så dør jeg, haha”. Skøn patient jeg er.

Jeg vågnede på opvågingen og kan ikke huske vildt meget andet end at jeg snakkede og snakkede så meget, at jeg faktisk undskyldte til JM men tilføjede “jeg kan bare ikke holde kæft”. Efter ca. 2 timer kom min mand op med børnene, men jeg var så omtåget at jeg kun husker meget lidt af det. Jeg fik morfin 4 gange før vi fandt ud af at jeg heller ikke kan tåle dét, så jeg var først oppe på værelset/barselsgangen ca. 4 timer senere – og først en time efter det kunne jeg holde ungerne for jeg rystede voldsomt af morfinen.

Jeg er stadig fra tid til anden sur over at jeg ikke fik lov til at vende mig om, for jeg ved han ville være kommet ud på stedet hvis jeg var på alle fire – det føles bare mest naturligt for mig. I forhold til den stille og rolige hjemmefødsel jeg havde med deres storebror var det her langt mere bare over i kaos og mere kaos. Jeg er sur og ked af det over, at kun én blev taget ved kejsersnit, men samtidig også glad for at det i det mindste kun var én – “the mom guilt” er stor, og er især som tvillingemor noget nær umulig at slippe tid tilder, for det er umuligt ikke at føle man forskelsbehandler børn man “burde” behandle ens (hvilket man jo selvfølgelig hverken kan eller skal).

Vi fik på barselsgangen at vide, at Dean havde haft lidt “startproblemer” og de måtte give ham lidt sukkervand og lidt hjælp, og her næsten 2 år efter giver det mig stadig bare enormt meget lyst til at tude over, at min lille skat var helt lillebitte og havde det skidt, og hverken mor eller far var hos ham (min mand siger dog at han fik ham ud til sig relativt hurtigt, men det slipper den dårlige samvittighed nok aldrig over alligevel).

Som tvillingegravid er én af de største frygter man har, at føde én naturligt og én ved aks under fuld narkose. Altså, så BLIVER det bare ikke værre, vel? Sidste gang jeg så min JM før jeg fødte spurgte jeg indt til det og fik svaret, at “det behøver vi slet ikke snakke om for det sker bare yderst, yderst sjældent”. Yes, så… hvor er jeg glad for at jeg ramte den lillebitte under 1% da.

Men som vi sagde fra start – målet er at få to sunde og raske drenge ud, og det gjorde vi. De er født 37+4, begge to 48 cm lange, og vejede hhv. 2.700 g og 2.300 g, hvilket er super fint med tanke på at de er twins (:

Det var langt fra den skønne hjemmefødsel jeg havde med deres storebror og super langt fra hvad jeg havde håbet på (jeg ville rigtig gerne have født dem selv, og nogle gange tænker jeg da ærligt at et PKS i det mindste havde givet mig lov til at holde begge mine børn straks) men man kan ikke tillade sig at brokke sig med to sunde, raske unger, der bare lige skulle fedes lidt op før vi måtte komme hjem 😉

Skriv et svar