Fødselsberetning #1 – Den store

Jeg kan personlig godt selv lide at læse fødselsberetninger, til dels fordi de hjalp mig til at forberede mig mentalt som førstegangsfødende og til dels fordi jeg synes det er fantastisk at få en lille indbilk i hvad der absolut er et af de mest fantastiske øjebilkke i folks liv. Jeg tænker at jeg naturligt nok starter med den ældste.

Jeg var sat til d. 5. juni, på fars dag. Planen var at bruge det som undskyldning for aldrig at skulle købe gave igen, men det fik ungen selvfølgelig ødelagt. I for øvrigt skulle jeg føde hjemme.

Jeg havde i ugevis gået rundt og sagt, “Kom nu uuuuud!” fordi jeg led af Hyperemesis, var møgsyg, møgtræt og MØGfærdig med at være gravid, punktum! Intet skete, for selvfølgelig er baby bare et røvhul, ikke? Nå men, d. 2. juni går vi en tur i byen. Jeg var sådan noooogenlunde okay den sidste måned af graviditeten, i hvert fald et par dage en gang imellem, og lige den dag kunne jeg godt overskue det. Jeg skulle dog tisse konstant (han lå bogstavligt talt LIGE på blæren) og er sur over det. Jeg er også sulten så vi går ind på Jensens. Jeg finder ÉN ting jeg kan overskue at spise (igen, jeg havde altså hyperemesis og kunne *intet* spise) og beder manden om at bestille mens jeg tisser af.

Da jeg kommer tilbage fortæller han mig, med frygt i ansigtet, at de altså ikke havde den ene ting lige i dag. FINT FINT. Hormonella rejser sig fra drikkelsen, der allerede er leveret til bordet og proklamerer til manden – SÅ GÅR VI. Vi ender med at finde en burger nede på en af de der hjørne-ting, hvor man ikke er sådan heelt sikker på, om det er pengene værd (dét var det så i hvert fald – vi er kommet der mange gange efterfølgende) og jeg er endelig mæt og tilfreds. Da vi lægger os i seng 23.30 siger jeg til manden, de magiske ord – “Så længe han BARE ikke kommer i aften”, for jeg er kvæstet.

Kl. 4 om morgenen vågner jeg ved at jeg har ondt. Jeg er pisseirriteret for jeg er træt som bare pokker og jeg gider det ikke lige nu. Jeg har åbenbart ligget og ømmet mig for manden vågner og spørger om jeg er okay. Jeg siger ja men det er blevet pænt smertefuldt, så han mener jeg har veer. Jeg påstår hårdnakket at det har jeg i hvert fald ikke og hold kæft for jeg vil sove. Og PLOP! Så går vandet.

Jeg vralter ud på toilettet. Aner ikke helt hvad jeg tænkte men jeg tror jeg forventede at det ville blive “færdig” med at løbe ud (haha – joke’s on me!) så jeg sad derude mens jeg snakkede i telefon med jordemoderen. Hun mente ikke at jeg lød til at være i store smerter og hvis vi var trygge selv, så ville hun ikke komme forbi, for hendes vagt var færdig om en time. Det havde vi intet problem med.

Jeg sætter mig i sofaen og beder om en youghurt. Til den tid manden når ud i køkkenen har jeg VEER. Og jeg mener den sindssyge af slagsen. JM ringer på lidt senere og siger, at hun tænke hun lige ville kigge forbi for god ordens skyld. Jeg bliver hundersøgt og er på daværende tidspunkt 6 cm åben. Dvs. at jeg fik åben mig 6 cm på ca. 2 timer. Intet under at det gjorde SÅ ondt.

Men så kom den virkelig sjove del. Jeg havde voldsomme smerter (vi snakker ve-storm i timevis) men som timerne gik skete der bare INTET. Ingen fremgang efter de 6 cm jeg klarede på ingen tid. Jeg havde simpelthen så ondt at jeg begyndte at spørge, “Er det ikke muligt at komme på OUH og få et kejsersnit nu?” – jeg var totalt ynkelig og opgivende på daværende tidspinkt. JM studerende var en meget sød, stille pige, men hun blev ved med at foreslå et varm brusebad og jeg kunne ikke flytte mig så meget som en cm, så jeg havde en stor lyst til at pande hende én. Min mand var også lidt af en knold for jeg stod og viftede MEGET tydelig (til både ham, JM og JM studerende, vel at mærke) at jeg skulle kaste op og gerne ville have baljen – og han stikker mig en hel køkkenrullle. Altså, ikke et stykke, men selve rullen. Som jeg selvfølgelig kastede op på – ved virkelig ikke hvad han havde forventet af mig?

Den JM, der kom efter den første var færdig med vagtskifte, var så f-ing irriterende for at sige det ligeud; hun var meget den type, der mente, at “jeg har set 200 fødsler så jeg ved alt om hvordan DU har det”. Hun forstod ikke at hun var nød til at vente med at undersøge indtil veen var væk eller at jeg bogstavligt talt ikke kunne sætte mig op og da SLET ikke gå rundt som hun gerne ville have, “for at sætte gang i sagerne”. Hun mente jeg skabte mig for det kunne alle normalt fødende altså godt. Jeg kom ca. 5 skridt væk fra sengen før jeg viiirkelig skulle SÅ meget på WC. Det synes jeg ligesom lidt var et skidt tidspunkt for jeg stod midt på gangen og trods toilettet var 5 skridt væk føles det mere som 100 km. JM kommer så med den glædelige nyhed, at jeg ikke er ved at få akut diarre men faktisk har presseveer.

Og så bliver jeg ellers manet op i sengen, på ryggen, hvor hun insisterer jeg holder igen med at presse fordi “der stadig er kant på”. De ting, jeg tænkte om hende dér, tror jeg ikke jeg behøver at gengive. Jeg får så lov til at presse men hun insisterer på at jeg bliver liggende på ryggen så hun kan “holde” på den der føromtalte kant. I 45 minutter nærmest tudbrøler jeg om jeg ikke godt må vende mig om på alle fire for jeg VED at han ikke komme ud mens jeg ligger ryggen, jeg har presset mig blå i hovedet og der sker altså intet. Det er min krop og jeg har rigtig godt styr på hvad den kan og ikke kan. Hun mener at det absolut ikke kan lade sig gøre så det var en meget lang kamp. Til sidst må hun opgive og jeg får lov at vende mig op – plop, et styks baby.

Og grunden til den manglende fremgang og meget store smerter? Han var stjernekigger. Jeg vidste det godt men anede ikke at det betød noget for fødslen. JM havde ikke fået med (det var kun anden gang jeg så hende og første gang kom hun for sent så hun var ude af døren efter 10 minutter…) så det var jo bare fantastisk.

Grunden til de ekstreme smerter, som IKKE var normale, var at ungen vendte sig midt under det hele. Til dem af jer, der har prøvet vendingsforsøg – forestil jer at have veer med 20 sekunders mellemrum under forsøget og så være tvunget ud at “gå tur”. Man er klar til mord.

Men ud kom han altså til sidst, uden smertelindring, uden at jeg smadrede fjæset på JM, JM studerende eller manden, og uden at der skete noget med hverken mig eller ham. Jeg sprækkede dog en lille smule (jeg var lige ved at presse hovede ud og så stoppede veen – og så gik der selvfølgelig lige et godt, langt minut før den anden kom, så hovede sad bogstavligt talt bare fast midt i det hele. Jeg troede jeg skulle dø) som desværre har bevirket, at jeg har ondt den dag i dag, fordi jeg blev syet forkert. Det er dog noget jeg snildt kan leve med, med tanke på at min dreng er sund og rask.

Det er en helt og aldeles ubeskrivelig følelse at få sin førstefødte op til sig, for det er en blanding af ren kærlighed og frygt på samme tid. Man har ventet så længe at man slet ikke kan forstå at han endelig er der og at han er så lillebitte. Han vejede gode 3.200 g og var 50 cm lang, så en rigtg fin lille gut.

Selvom det kan kan lyde som en negativ beretning husker jeg faktisk hele oplevelsen som en stille og rolig ting – vi jokede og JM og JM studerende vaskede endda op mens vi ventede, jeg tacklede veerne til UG i sådan en grad at JM skrev i journalen hvor inponeret hun var og det var mere eller mindre som jeg havde håbet på – lige minus den sidste del, men det er ikke dét, der fyldes mest, for pointen var at han kom ud i hel stand.

Jeg ville til enhver tid anbefale en hjemmefødsel hvis man føler sig tryg ved det, for det er en hel anden situation og en hel anden stemning end man nogensinde ville kunne få på et hospital. Det er desuden også sikkert at føde hjemme hvis der ellers ingen komplikationer er med hverken barnet eller moren – og skulle der ske noget så er JM altså meget opmærksom på at ringe babu-babu før det bliver rigtig slemt.

Skriv et svar