Farvel hår!

Farvel hår!

Så fik jeg nok! Tog buzzeren, som ellers er købt til ungernes hår (for ærligt, jeg giver ikke 200 kr per barn for at en eller anden fremmede person kan bruge en time per unge på alligevel at klippe det skævt – sorry, men så stiller sidder mine unger bare ikke) og klippede mit eget hår.

Altså, jeg klippede mig ikke skaldet, selvom jeg må indrømme at tanken og lysten har været der en god del gange efterhånden. Men mit hår er slidt tyndt og er fuldstændigt ødelagt takket være kronisk sygdom, og ja… det ser bare meget lidt kønt ud med hår, der er knækket så meget af, at jeg ligner én, der er ved at blive skaldet før tid.

Mit før-billede, med mit meget tynde hår


Så jeg satte mit hår i to rottehaler, delte op med elastikker, og klippede under elastikken med buzzeren. Bum! Så var dét ligesom overstået og jeg stod med en meget sølle, tynd tot hår i hånden. Et par sekunder efter var den anden tot også røget og ud kom elastikkerne for at afsløre et meget lækrere, better-looking hår. Hvem skulle have troet at den lille mængde hårstrå var tungt nok til at trække så meget ned?

Indrømmet, det er ikke 100% lige bagved, men det er alligevel meget bedre end før, og jeg ved det bliver nemmere at vaske og holde ved lige. Eneste minus er, at mit hår er meget dårligt til fugt, så jeg kommer til at ligne en svamp de næste par måneder hver gang det regner, men så kan man jo heldigvis tage en børste med i tasken.

PS. Undskyld for det GIGANTISKE billede af mit fjæs – det tog mig et kvarter overhovedet at gennemskue hvordan man sætter billeder ind efter opdateringen, og har da slet ingen anelse om hvordan man ændrer i størrelsen…

Julenyt i Shop In!

Julenyt i Shop In!

Jeg er startet i skolepraktik på min tidligere skole, Tietgen Business, hvor vi har en rigtig butik ved navn Shop In. Der skiftes vi så til at stå i butik og lære hvordan man gør mens kunderne får lov til at shoppe løs blandt det lækre udvalg vi har – bl.a. er der for tiden en masse fedt House Doctor.

I tirsdags fik jeg æren af at sørge for lidt reklame til facebook for vores nye julevare, og jeg synes næsten lige at I også skal se resultatet.

Personligt er jeg vildt med de små grønne nisser og med pigenisserne med de lange ben. Hvis I nu tænker at I skal et smut forbi (og det må man meget gerne selvom man ikke går på uddannelsen – butikken er 100% pben for offentligheden), så starter priserne fra 19,95 kr, så man går ikke helt galt i byen 😉

Madplan uge #48

Vi arbejder på projekt “tøm fryseren” (og skabe/skuffer) så madplanen er ikke så godt opsat som den plejer (normalt sørger jeg for at der er fx. én fiskedag, én dag med okse, én med kylling, etc. i bedst mulige omfang) men det er jo hvad det er. Jeg tænker den nok kan inspirere nogen af jer alligevel.

Mandag d. 26.:
Svensk pølseret

Tirsdag d. 27.:
Svensk pølseret

Onsdag d. 28.:
Hj. tomatsuppe m. hvidløgsflutes

Torsdag d. 29.:
Boller i karry

Fredag d. 30.:
Brændende kærlighed

Der er næsten altid nok svensk pølseret til dagen efter og det er sådan en billig (og lækker) ret, at vi ofte bruger den når der skal tømmes lid pølser ud af fryseren. Tomatsuppe har ældstebarnet sukket længe efter og det ville jo være syndt at sige at det er synderligt dyrt eller svært at lave, så suppe skal han få.

Boller i karry snyder jeg med – jeg klipper en medister op i enden og laver boller af indholdet. Det er så dejligt nemt og billigt. Brændende kærlighed er den mindste nisses favorit så selvom jeg synes den er lidt kedelig til tider sørger jeg for at få den i rotation en gang imellem 😉

Syge børn og kaskader af opkast

Jeg indrømmer det blankt: selvom jeg er forfulgt af uheld på alle tænkelige punkter, så er der altid én ting jeg husker at være taknemmelig for hver evigt eneste dag – at mine børn er sunde og raske og aldrig syge. Som i fucking never ever.

A er 5,5 år og jeg kan huske nøjagtigt to gange hvor han har været syg. Den første gang kan jeg ikke engang decideret huske at der var opkast, men har var oppe på 40 i feber, så det har der nok været. Den anden gang var der rigeligt opkast til at jeg kan huske det. Twinsene er lige knapt 2,5 år og på den tid har de hver især formået at ørle nøjagtigt én gang – og dét sådan en sølle, splejset omgang hvor man ikke engang heeelt ved om det gælder som opkast eller mere som en udrensning af maven.

Nåmen. Jeg startede såmen i skolepraktik i mandags. Jeg sagde til min mand: “Nu skal du se, i hvert fald én af dem bliver syge”. Det mente han selvfølgelig ikke for hvorfor i alverden skulle de dog det?

Jeg har dog sådan en 6. sans omkring den slags ting, så onsdag morgen startede A med at kaste op og fortsatte endnu tretten gange før han var færdig. I dag har de to små så på skift overopkastet dem selv og bilen og Rosengårdcenteret (virkelig utrolig meget undskyld til den stakkels Sunset medarbejder, der skulle tørre af efter os – vi gjorde hvad vi kunne med de små, forbistrede servietter og TO til-opkastede unger, I swear!) og ja – jeg aner sgu ikke engang hvordan man håndterer sådan noget, har jeg måtte erkende.

Jeg er pisse-hamrende-dårlig til opkast. Mit eget giver mig bare lyst til at kaste mere op, så at måtte skylle igennem 3 jakker, 1 par støvler, min mands trøje, mine egne to trøjer, 3 håndklæder, hundens kurv (please, spørg mig ikke) og selvfølgelig 4-5 sæt af deres eget tøj… ja, jeg gider sgu ikke mere.

Heldigvis sover de sødt nu efter et bad (som de helt frivilligt tog, for første gang i livet uden at skrige så naboerne troede vi var ved at myrde dem) og jeg sidder her og er ekstra taknemmelig for at det er mig og ikke dem, der plejer at rage sygdom til mig, for GUD hvor er det besværligt og frustrerende at stå der og være hjælpeløs når de har det skidt og man bare intet kan gøre.

Madplan Uge #43

Ja, I må have mig undskyldt med mit fravær – jeg har simpelthen været ved at drukne i alt der hedder voksenhed og ansvarlighed, samt – selvfølgelig – sygdom og en ødelagt bil. Jeg har været så ofte på det værksted, at da vi hentede min bil i morges (fik jeg nævnt at jeg for en gangs skyld selv var skyld i besøget? Jo jo, jeg hamrede direkte ned i et fucking hul og rev hul på benzinslangen… og så fossede det ligesom ud med diesel) og mande spurgte hvornår de evt. kunne kigge på hans bil (den skulle bare have skiftet et bremselys bagpå) skifede de det fandme på stedet – til ingen penge! Ej men altså. Vi har altid været fantastisk glade for deres service, for de kan altid presse min bil ind i stedet for at lade mig vente i to uger, men det her slår da alt. (Det er i for øvrigt Skorstensgaard vi bruger, blot FYI 😉 ).

Anyhow, madplan. Vi har holdt os til madplanen i okay stil i denne her måned. Vi har valgt at bruge kuvertmedtoden, hvor man deler pengene op i kuverter i stedet for at bruge korter. Jeg har ikke brugt fysiske penge i 7 år så det er SÅ sært for mig, og jeg kunne ikke strække mig længere til end at hele månedens penge var i én kuvert. Men det er også gået godt, der er faktisk ikke flere tusinde kroner i underskud på mandkontoen, så win-win 😀

Her er ugens madplan:
Mandag d. 22:
Kogt hamburryg m. stuvet ærter/gulerødder & kogte kartofler

Tirsdag d. 23:
Lasagne m. hvidløgsflutes & salat

Onsdag d. 24:
Biksemad m. hamburrygrester, æg, ketchup, kartofler & rødbeder

Torsdag d. 25:
Lasagne rester

Fredag d. 26:
Hot dogs

Lørdag d. 27:
Boller i karry m. rosiner, ananas, banan, kokos, æbler

Søndag d. 28:
Hakkebøf m. bløde løg, stegte kartofler, ærter & bernaisesauce

Jeg har personligt aldrig fået alt muligt til boller i karry før, men manden lover at det bliver godt, så jeg tager ham på ordet. Resten af ugen er vidst også bare typisk dansk, men det skal der også være plads til en gang imellem 😉

 

Jeg er curlingmor!

Det er så nemt at blive stemplet lortemor i dagens Danmark – alt, du gør, er forkert. Samsover du med baby? Du kvæler barnet i søvne. Sover ungen selv? Du giver ikke nok nærvær og kærlighed. Får han babs? Du laver da heller ikke andet end at sidde med baby. Får hun flaske? Hvordan kan du overhovedet sove om natten velviddende at dit barn ikke får hvad det skal have?

Og sådan kan vi jo blive ved. Det er absolut ligemeget hvilken vinkel, du vælger – du skal nok blive kaldt lortemor af en eller anden, og som regel ikke kun én. Med min ældste var jeg lortemor i den forstand, at jeg var meget fokuseret på at være rigtig mor.  I ved, sådan én, der gør alt 100% korrekt.

Og det var jeg simpelthen nød til, for når man føder som 20-årig efter at have været sammen med kæresten i 13 måneder, så spørger folk ikke om barnet var planlagt – de antager simpelthen bare at det var et uheld. At han så var planlagt er en anden side af sagen, og det måtte jeg jo vise til omverdenen. At en 20-årig kunne være en lige så god mor som en 25-årig eller 30-årig.

Jeg forsøgte mig med hvad jeg følte hvad “naturligt” – altså, hvad man burde gøre med og for baby. Fx. samsov vi med Alexander i 3 måneder. Ikke fordi jeg havde lyst, for vi sov SÅ fucking dårligt (mig og ham – farmand sov fint) men fordi det “skulle man jo” så man undgik vuggeød og pis og lort. Og man vil jo for Guds skyld gøre alt for at undgå vuggedød, ikke!? Efter 3 meget lange måneder med 8-10 opvågninger HVER nat (og her gælder fra 12-06) måtte jeg give op. Jeg hang simplethen ikke sammen mere og da jeg næsten besvimede ind i væggen med barnet i armene tænkte jeg at nok var nok.

Så samme aften kom ungen i egen seng om aftenen. Jeg vågnede næste morgen efter kl. 6. Uden at have været vågen overhovedet. Jeg nåede at gå i panik. “Fuck, fuck, FUCK! Han er død. Vuggedød. De sagde det jo!”.

Som det viste sig, sov barnet faktisk bare meget tungt da han for første gang i sit liv (bogstavligt talt) kunne få lov til at sove uforstyrret. Han er 5 i dag og vi kan stadig ikke hverken lide eller finde ud af at samsove, og det fungerer helt og aldeles fint for os.

Problem løst, ikke?

Nix. Problem skiftet over til nyt. For så har man pludseligt den modsatte side i hovedet. Den side, der halvfornærmet visker, “Hvordan kan hun lade sit lillebitte barn sove helt selv” uanset hvor meget jeg forklarede, at han altså foretrak det på den måde. Den side, der stille – og knapt så stille – dømte mig fordi jeg ikke gjorde som dem.

Alexander ville kun sove på maven, så det fik han lov til. Jeg siger “lov” men han ville bogstavligt ikke sove på andre måder så det var sgu begrænset hvad vi kunne gøre. Sundhedsplejersken kom forbi den ene dag, så ham ligge i vuggen (der lå i håndsrækning fra mig) og sagde nonchelant – “I ved godt at de kan dø sådan der, ikke?” og sagde så aldrig mere om dét. Så kunne jeg lige tage imod dén lussing også.

Jeg ammede i 3 måneder. 1 1/2 måned ren amning og derefter 1 1/2 måneder suppleret. Jeg TUDBRØLEDE da han fik sin første flaske.  Men jeg havde simpelthen ulideligt ondt. Sjældent har jeg prøvet noget så smertefuldt. Men han tog på, meget, så alt var jo i skønneste orden – jeg skulle “bare lige vænne mig til det”. Og både jordemoderen, mor, svigermor, SP… alle sagde jo hvor skønt og dejligt og rigtigt det var at jeg havde valgt at amme. Så flasken var en falliterklæring. Hvordan kunne jeg være så dårlig en mor at jeg ikke engang kunne tilbyde det mest basale?

Da han begyndte i vuggestue var jeg indstillet på, at mit lille sensetive barn skulle køres godt ind, men som ny mor aner man intet. Efter 2 dage fik jeg at vide, at han hygger sig, så du kan bare gå. Jeg sad hjemme og havde ondt i maven, men fik at vide, at han rigtig hyggede sig dernede. Vi holdte “velkomsmøde” og ALT var bare i skønneste orden. Pyha. Så gjorde jeg det rigtigt alligevel selvom det føltes forkert. 2 uger senere er vi indkaldt til hastemøde – hans kontaktpædagog mener, at han mistrives, han sover ikke, spiser ikke, leger ikke med de andre børn… hun anklager os for at sende ham afsted i fyldt natble, aldrig bade ham, ikke socialisere med ham, etc. Kommunen bliver indkaldt. Jeg beder kommunedamen om at få møde hjemme hos os i stedet for at mødes i vuggestuen igen.

Et par uger senere sidder vi i vores stue derhjemme med damen. Hun spørger lidt i øst og i vest, snakker lidt med Alexander, og spørger så til sidst, “Ja, hvad gør vi så nu?”. Ja, det ved jeg da ikke, dame, det er vel dit job? “Jo, men jeg ser et glad og harmnoisk barn her. Men han har jo problemer i vuggestuen så dem skal jeg også have snakket med”. BUM – så var kontaktpædagogen “sygmeldt” et par uger senere uden at komme tilbage… Det viste sig senere også at de bl.a. ikke skiftede børnene, ikke tilbød dem vand, min søn sad ofte i barnevognen uden at kunne lege med mens de andre legede ude i timevis… Jeg havde altså 100% ret i min følelse af, at der var noget galt ved stedet!

Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg insisterede på at der skulle siddes ved bordet, man skulle gør som jeg bad om STRAKS jeg bad som det, der skulle ikke svares igen, slog man blev man hårdt bedt om at lade være, blev man sur blev man bare efterladt til at skrige sin frustration ud på gulvet… og det lærte jeg hen af vejen var okay. For sådan gjorde rigtige, voksne mødre. Mors ord var lov.

Indtil jeg fik tvillingerne.

At være andengangsmor er noget andet. At være tvillingmor er noget helt andet. Jeg var nød til at vælge mellem det første enhver tvillingeforældre skal vælge – skal man synkronisere ungerne eller ej. Og nej, det skulle vi selvfølgelig ikke. Vi finder det begge to dybt sygt, at man sulter sit ene barn i ugevis indtil det falder i sin søskendes “rytme”, eller bliver vækket efter 30 min søvn fordi den anden har sovet i 2 timer allerede og er vågen.

Men med to usynkroniserede babyer og en 3,5 årig er man nødt til at lære at lade lort ligge. Der er simpelthen ikke energi til at bekymre sig om hvorvidt der ligger legetøj på badeværelset (som der ellers ikke måtte), om ungen spiser makrel i sin 300 kr dyre bluse, om ungen har spist makrel i en uge nu fordi han intet andet vil have, om man kan klare det hele selv eller må bede om hjælp, om man ammer eller giver flaske, om de sover selv eller sammen eller med os… Det fungerer bare som det fungerer.

Tvillingerne er født 37+4 men selvom de lige og lige er født til tiden var de for små til at kunne amme. Der gjorde jeg min første beslutning som andengangsmor – jeg valgte at pumpe og give flaske i stedet for at kæmpe for amning og muligvis sulte ungerne i ugevis. Jeg pumpede i 1 måneds tid og det var fucker-hårdt. Altså, så hellere føde en ekstra gang eller to (eller tre) for mine unger spiser møjet, på godt sønderjysk. Jeg er heldigvis en total ko når det kommer til stykket, så der var masser af mælk, men at skulle pumpe hver 3. time og så give mad hver 3. timer samt at pumpninggen tog ca. 20-30 minutter hver gang efterlod mig ikke med meget tid til hverken søvn, min store søn eller mine små sønner. Så vi gik over til flaske.

Men denne gang var jeg stolt. Stolt over at have holdt ud så længe og stolt over at have prøvet overhovedet. Fordi jeg ikke gad at dunke mig selv i hovedet ligesom sidste gang.

De sov med os i sengen den første måneds tid, så kom de over i fælles tremmeseng på vores værelse. Det var af sikkerhedsårsager, da min mand i mellemtiden var begyndt at gå i søvne. De blev først flyttet på eget værelse da de var 7 måneder og vi var flyttet, og der ikke var plads andre steder.

Vi valgte dagpleje hvor vi kunne bruge en måned på at køre dem ind. En dejlig, ifavnsk kvinde, der ikke med ét negativt ord har kommenteret på, at mine to abeunger er møgsensetive og har brug for rigtig lang tid til at tilpasse sig. Hun har tilpasset sig dem.

Og det har vi også.

Vi har lært at børn også skal behandles med rigtig respekt og ikke tales ned til blot fordi de er børn.

Og derfor er jeg også blevet curlingmor.

For mine børn vil ofte gerne have gummistøvler på når det ikke regner, og det må de til tider godt, fordi de hygger sig. Nogen gange lader jeg storebror være oppe efter sengetid så vi kan sidde og spise en is sammen – andre gange gemmer vi os bare på hans værelse og spiser dem så de to små ikke ser det. Vi tog to ture i samme forlystelse i Legoland (no worries, vi hoppede ud og stod i kø igen 😉 ) selvom voksen-stemmen sagde “I har meget mere I skal nå” for who gives a shit når det kommer til stykket? Vi var der jo for at hygge os, ikke opfylde et krav om at nå alt minimum én gang.

Vi spørger vores 2 år gamle børn om de ikke vil være søde at og mange tak for det. Hvis det ikke er et sprøgsmål så bliver det pænt bedt om det. Ingen kommanderen rundt. Ikke så mange nej’er og lidt flere omdirrigeringer (storebrors første ord var “nej”, til sammenligning). Vi siger nej når nej er nødvendigt – og modsat storebror i deres alder ved de så også godt, at det betyder business.

Vi tegner på væggene og tørrer fingre i bukserne (efter mors opfordring) og har alt småbørnslegetøjet i stuen. Husets største rum er et legeværelse lavet specielt til dem. Vi får ofte andet end hvad der stod på menuen fordi ungerne var sultne før tid eller så noget lækkert i butikken. Vi bader i mors gryder udenfor så de må smides ud og mor ikke har noget at lave mad i mere – og sådan kunne jeg blive ved.

Men vi hygger os!

Og ja, i manges øjne gør det mig til en curlingmor, at jeg gør alle disse ting. At jeg tager mine børn op så snart de græder eller ynker sig selv lidt. Jeg tilbyder dem kram hvis de slår deres brødre fordi jeg nu forstår at det er ud fra frustration og ikke bliver afhjulpet med min vrede og irritation, men med kærlighed og forståelse.

Jeg bliver kaldt curlingmor fordi jeg elsker mine børn alt hvad jeg elske kan – og så har jeg det udmærket med at være kaldt lige præcis dét!

 

10 ting, de ikke fortæller dig om at være mor

Yeees, der er nok en 100 variationer af denne liste rundt omkring på nettet, men jeg tror oprigtigt på, at den er forskellig fra person til person, afhængig af én selv og selvfølgelig ens barn/børn. Derfor får I lige mine 10 ting og så kan I jo se om det samme er/var gældende for jer.

1. Du kommer aldrig til at sove igen

En klassiker. Men ærligt, det passer. Jovist, du kommer da til at sove bedre og længere jo ældre barnet bliver, men det det med at sove til kl. 12 om lørdagen kommer kun til at ske hvis du er dødelig syg og/eller manden er i godt humør.

2. Du kommer til at spise rester.

Og her snakker jeg ikke om nedfrosne rester, der bare skal tøes op. Jeg snakker om de rester, der bliver tilbage på tallerkenen efter at ungen er færdig med at maltraktere spise maden. Der er en god sandsynlighed for, at det har været inde i nogens mund allerede. Du lærer at være ligeglad.

3. Du får en indædt lyst til at slå alle folk med “gode råd” i gulvet.

Der findes sikkert nogen, der gerne vil høre på mor/moster/søster/svigermor og deres gode råd, men de fleste af os vil faktisk helst bare gerne gøre det som vi vil – enten fordi vi ved hvordan det skal gøres (intuition er altid godt) eller fordi det slet og ret er federe ikke at få at vide, hvad man har gjort forkert (har I nogensinde glemt at putte ble på barnet igen? Det kan ikke anbefales når de er nyfødte og stadig skider om natten, in case anyone was wondering…). Man tror man er klar til pænt at fortælle moster Karen, at tak, men vi gør det på en anden måde. I virkeligheden er man usikker og hader moster Karen for overhovedet at blande sig, og udvikler derfor en stærk lyst til at slå hende med stegepanden. PS – det går over som ungen bliver større og/eller du bliver mor for anden gang.

4. Du kommer til at lære at være meget komfortabel med andres kropsvæsker

Min ældste søn var kun én dag gammel da vi stod og skiftede ham (ja, vi – dengang krævede det to mennesker om ét barn. Nu dør vi af grin over os selv dengang). Jeg bukker mig ned efter en sok LIGE som han projektil-skider… hen over mit hovede. Jeg hørte englene synge. At han så en dag senere gennemsked ALT sit og mit tøj (og jeg mener alt) er en anden side af sagen. Tis, bræk, gylp og snot er også en daglig ting, du lærer at ignorere.

5. Du ligger mærke til ALLE potentielle farer

Den kuglepen, du normalt ligger hensynsløst på bordet? Potentielt våben til at stikke øjet ud med. Døren? Skal lukkes så ungen ikke falder ned af trappen. Aftensmad? Glemt alt om at sidde ned hvis du har et åbent køkken for den varme ovn er som en magnet for den lille. Ligemeget hvor du befinder dig er din hjerne i mommy-mode og du opfatter samtlige mulige fare for den lille. Det er trættende men også enormt nødvendigt.

6. Du indser virkelig meget hvor meget det IKKE er en joke, når dine venner med børn siger, at de aldrig kan gå på toilet i fred.

Jeg kunne ikke engang tisse hvis min mand (dengang kæreste) sad i stuen mens jeg var på toilet, med to lukkede døre mellem os. Det var jo møgpinligt hvis han hørte tisset ramme toilettet (den kender vi alle, ikke?). Nu er der åbent hus hver gang jeg tisser og jeg har opgivet at gøre noget ved det. #2 gemmer jeg dog til mig selv. Dog ikke til alles tilfredsstillelse; den anden dag spurgte A på 5 år hvorfor “der er noget rødt på døren” (den lille dims på låsen). Fortæller ham at det er fordi døren er låst. Han tager fat og rykker i håndtaget. Jeg siger, at han må gå nedenunder og tisse på det andet toilet hvis han trænger. “Jeg skal slet ikke tisse mor” *fortsætter med at rykke i døren*…

7. Du tror du husker alle de der børnesange fra børnehaven

Men det gør du ikke. Og hvis du husker bare nogle af dem, har de i de mellemliggende 20-35 år fundet på et hav af nye du overhovedet ikke kender.

8. Du kommer til at lære dem igen

Og det er kun de samme 3, du kan huske ungerne gider at høre. Jeg ville ønske at jeg ærligt kunne sige, at jeg ikke kan samtlige versioner af Baby Shark udenad, men det kan jeg ikke… og jo, dansen er inkluderet!

9. Du kommer til at blive en af “de der” mødre, der tager tonsvis af billeder af din unge.

Det er ikke fordi alle skal kigge på lille Ole hele tiden, men han gør bare SÅ mange sjove ting som du bare MÅ fange på billede. Og pludseligt har du 6.000 billeder på et halvt år og dit Goolge Photos beder dig om at opgradere til 17 kr ekstra om måneden fordi du er løbet tør for plads.

10. Du kommer til at være enormt udkørt

Ingen form for træthed kan sammenlignes med at være mor. Min ældste var high-need baby og så fik vi jo tvillinger i anden runde. Som bonus er jeg kronisk syg så jeg er bare 98% død det meste af tiden. Det er en underdrivelse at påstå, at jeg er træt. Men det er alligevel det hele værd 😉

Hvad med jer? Kan I kende det? Har I selv noget andet at tilføje?

Bil, hår, statsborgerskab og klamme marreridt

Dommen over bilen er totalskadet. Det er SÅ surt og jeg kan bare ikke slippe følelsen af, hvor fucking unfair det er, at han slap med 3 ridser og jeg må opgive min bil. For jo da, der bliver udbetalt erstatning. Men man kan ikke få lige så god en Aygo til de penge som den jeg havde, for dén var jeg meget heldig med.

I stedet er jeg ved at kigge efter en SMART. Den er godt brugt men da den kun er til mig, vælger vi at bide i det sure æble og side ældre bil men flere penge mellem hænderne. Vi bruger nemlig ikke hele forsikringspræmien på bilen, da det frigiver lidt ekstra pusterum i en økonomi, der har været max presset i over et år nu.

Fx. koster det 1200 kr at ansøge om dansk statsborgerskab, så selvom jeg bestod prøven for 2 år siden har jeg stadig ikke fået søgt da der ikke har været råd. Nu er der! Der er også til at dække det evt. hul, der måtte blive, hvis jeg ikke finder en praktikplads i tide, for der er faktisk kun en måned til jeg er færdig på skolen. Jovist er der skolepraktik og den sætter jeg pris på – men at mangle 8.000 kr om måneden kan hverken jeg eller banken leve med.

I går ville jeg, for første gang i 8 år, farve hår. Som teenager brugte jeg meget længe på at lede efter en rød hårfarve, der kunne dække mit mørkebruune hår uden at jeg skulle afblege det først – uden held. Det endte altid med sådan et rødligt skær i det mørkebrune. Det er pisselækkert og lige præcis dét jeg var i humør til, nu hvor jeg skal ud at lede efter praktikplads og se voksen og frisk ud.

NÅ MEN, mine damer og herre – jeg fandt den! En hårfarve så dækkende at min 18-årige jeg ville have være pavestolt! Mit 25-årige jeg er knapt så begejstret. Farven er skøn, men den er så lys at jeg ser udvasket og syg ud. Ikke helt det jeg havde håbet at opnå, må jeg indrømme. Jeg må finde mit 18-årige jegs give-no-fuck attitude frem igen indtil det ikke er så friskt mere og kan farves om igen.

Ud over det har jeg hele natten haft marreridt. Det har jeg næsten hver nat og det har stået på siden jeg var barn, så intet nyt i det. Men jeg drømte at mine børn var døde og jeg vågnede med møgondt i hovedet og helt ondt i sjælen. Jeg ved godt at det bare var en drøm og FUCK hvor jeg priser mig heldig for dét. Samtidig ved jeg også at det er et levende marreridt for andre forældre, og det er min absolut største frygt, så nu sidder jeg faktisk bare hjemme i sofaen og får fravær mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at det var bare en drøm, det var bare en drøm… Puha.

Efterår i haven

Efterår i haven

Jeg kan godt mærke at jeg er mærket af uheldet i weekenden. Ikke kun fordi jeg har fået rigtig godt ondt i både arm, nakke og skulder, men også fordi jeg virkelig har fået svært ved ikke at lege “nr. 2 chauffør” når min mand kører – hver 30. sekunder udbryder jeg “pas på, ham der er tæt på!” eller andet i samme stil. Manden tager det heldigvis meget pænt; jeg er selv rigtig irriteret over mig selv, men det stopper vel før eller siden.

Jeg forsøger at fokusere på det positive. For eksempel fik jeg mig en glædelig overraskelse da jeg den anden dag gik rundt om i haven (hvor jeg ikke plejer at opholde mig ofte) og så at vores blommetræ meget hurtigt var gået fra småbitte, grønne dutter til rigtig flotte, store og meget velduftende blommer.

Nu er jeg så godt nok pisse-møg-allergisk over for mere eller mindre alt frugt (jo, jeg mener alt – jeg kan tåle vindruer, appelsiner og citroner som det absolut eneste) så jeg får ingen glæde af dem, men derfor skal ungerne selvfølgelig ike snydes. I morgen slår blommerne derfor pjalterne sammen med de to æbletræer i baghaven og får produceret en lille marmeladebaby, tænker jeg. Har aldrig prøvet at lave marmelade før men har lavet grød for lang tid siden, så hvis det går helt galt får de bare blomme-æblegrød i stedet. Det er da også helt fint.

Det gik galt…

Det gik galt…

Ja, så skete det. Hele ugen har jeg haft en pisseklam følelse i trafikken; har tjekket konstant om ungerne sad korrekt, været ekstra opmærksom og kørt ekstra forsigtigt, fordi jeg konstant har haft følelsn af, at der sker noget dårligt.

I går var jeg på vej til hvalpetræf hos min veninde. Det er hende vi har købt vores hund af og alle hvalpene fra kuldet (plus deres mennesker) skulle mødes til en hyggelig grillaften. Jeg efterlod mand og de to små hjemme da de var meget trætte efter at have set Popsi og Krelle ude på Børnetorvet, men den store kom med for at lege med vennerne.

Vi svinger ind ca. 30 sekunder fra hvor de bor. Der står en bil og holder i krydset, men den har hajtænder, så jeg svinger selvfølgelig først da han har ubetinget vigepligt. Der var absolut ingen grund for mig til at tro, at han ikke havde set mig. BANG! siger det pludseligt og bilen bliver fejet til side, som en dårlig scene fra en film.

Og der sidder jeg så. Total lam i roen i et par sekunder for jeg kan intet andet tænke end “Dét der, det skete bare ikke”. For jeg havde intet gjort forkert. Det var ikke et mylder af biler og trafiklys og 18-årige fyre, der kørte som brækkede arme hvor man kunne have forventet det.

Nix, kun én bil, der 100% SKULLE vente på at jeg havde drejet ind.

Det tog mig et par pinligt lange sekunder før jeg indså, at jeg havde barn bag i bilen. Han var fuldstændigt upåvirket, da han heldigvis sidder i en ordenlig autostol og ALTID sidder i højre side når vi kører mini-bilen (det er kun ham, der er med i min bil). Hans eneste spørgsmål var om bilen stadig kunne køre og et glædesudbrud over at vi godt kunne få den i gang og køre videre.

Batman sad på passasegersædet og det var heldgivis  den laveste fart det kunne have været. Han ramte bogstavligt talt i den ene hjørne, hvor ingen sad. Så vi slap heldigt.

Bilen knapt så meget. Det ser endnu værre ud i virkeligheden hvor man virkeligt kan se hvor meget døren nu buler indad. Det er desværre ikke kun kosmetisk for trods den kan køre laver den nogle sjove lyde, så pt. får den ferie i carporten på ubestemt tid indtil den bliver bedømt af en mekaniker.

Min forsikring kunne ikke hjælpe mig i går da det er weekend men lovede at ringe tilbage når teamet var klar igen på mandag. Jeg håber virkelig at det går hurtigt, for jeg har brug for den bil til at kunne komme i skole, handle ind, etc. Ellers ville vi jo ikke have den.

Forhåbenligt bliver det ikke noget problem, for det var en ældre herre som virkede oprigtig over at ville kontakte sit forsikringsselskab – han havde været så optaget over ikke at blive kørt ned fra venstre siden (for som han sagde, “det er altid fra venstre jeg bliver røvrendt”) at han helt glemte at kigge sig til højre da han kørteud – plus at jeg selvfølgelig har billeder, der viser at han er kørt ud for hajtænder. Men derfor kommer det jo stadig til at tage noget tid hvilket jeg synes er voldsomt provokerende – for selvom jeg ikke lige vil vise billeder af hans bil (pga. nummerpladen) så er han altså sluppet afsted med 3 større ridser på venstre hjørne af bilen, hvorimod HELE min venstre bagdøre er smadret godt ind, plus det halve af mit venstre baghjul, plus hvad end der er gået i stykket indeni.

Jeg er SÅ fucking meget træt af det uheld, der har fulgt os i næsten et år nu, men hold kæft hvor er jeg glad for at der ikke skete andet. Jeg bliver ved med at tænke – hvad hvis vi alle var med eller jeg blot havde taget alle tre unger med i den store bil? Så var James (som altid sidder i højre side) jo blevet ramt. Og så havde jeg ikke siddet og bekymret mig om en bule i døren jo.