Nydelig ferie!

Nydelig ferie!

Når man spørger “hygger du dig?” mens man samtidig læner sig lidt tilbage og bare venter på, at barnet sparker bolden ind i legetøjselefanten og den ene eller anden (eller begge) dele ryger i fjæset på én selv…

Det er ferie i det lille (store) hjem på 4. dag, og vi er alle ved at nå bristepunktet. Den store skaber sig som en sindssyg 90% af tiden, min mand bliver ved med at spørge hvorfor det også var nødvendigt at jeg meldte ham ferie hele  ugen og jeg spørger mig selv om det samme fortæller med mindre og mindre overbevsining, at det er godt for ham at være hjemme.

Den ene lille bobs er begyndt at efterabe storebror i alt, hvilket er ren kaos, og han leger “nudel” hver gang man siger det mindste til ham, så han hverken kan bæres eller holdes, hvilket bare er top fantastisk når man står midt i Bilka og skal bære dette barn, der ligger slapt med arme og ben ud til siden, og ligner én der er blevet myrdet omme i ble-området.
Og så har han også fået noget tics-værk. Det er jo hvad der sker, men han synker hvert sekund  sådan helt bogstavligt talt, og vi er nød til at tie stille for hvis vi påpeger det bliver han rigtig ked af det. Så vi holder kæft mens jeg er ved at brænde op af arrigskab indeni – ikke over ham, men over lyden, som jeg har rigtig store problemer med fordi hurra for OCD.

Den anden lille bobs er min øjensten for tiden (det er han selvfølgelig altid 😉 ) for han hører efter, leger pænt, spiser godt, og er bare dejlig.

Jeg selv er super-mor, der har spist ungerne af hos både mormor og farmor, samt serveret hvide boller med nutella til ca. 80% af alle måltider, for at undgå at lave noget som helst der måtte minde om rigtig aftensmad, så alt i alt kører det bare rigtig perfekt og Instagram-agtigt herhjemme!

Og lige et totalt ikke-IG billede fordi svigermors dejlige gris ikke ville sidde stille 😉

Klar, parat, skolestart!

Klar, parat, skolestart!

Selvom vi måtte skynde os at blive mentalt klar til skole (læs hvorfor her) var der selvfølgelig den sjove del af det også. Vi var til “åben skole” i weekenden hvor vi fik lov til lige at sige hej til forstanderen (igen, for mit vedkommende), A fik hilst på nogle af ungerne han måske skal gå i skole med, og fik en del tryghed i at vide hvad det var for et spøjst sted; det er tydeligt at mærke, at han ligefrem glæder sig nu. Vi havde en episode den anden dag hvor han åbenbart har stået i 2 stive timer i garderoben i børnehaven fordi han savnede os – det var lige efter infoen om, at han snart skulle begynde i skole.

Men ja, det har hjulpet en del, og vi har fået køb hans allerførste skoleting! Mor her var lidt kedelig og forbød de ikke-ergonomiske Ninjago tasker (til 1500 kr, are you fucking kidding me? Kan den også pakke og gå af sig selv?) men vi fandt en rigtig fin Jeva én som han er glad for. Han fik også udvalgt lidt udstyr til penalhuset, som dog stadig er på vej med posten; godt nok har jeg valgt det for ham, men det turde jeg godt – det er et Pikachu penalhus og han var ellevild da han så billedet. Og så får han en Eevee gymnastiktaske som jeg er sikker på også bliver et hit. Han er kun lettere ærgerlig over manglen på madkasse og drikkedunk, da det er en privatskole og de får mad derhenne. Jeg overvejer dog om han ikke skal have en drikkedunk alligevel så det bliver lidt nemmere end at skulle rende frem og tilbage efter vand.

Sidst men ikke mindst skal vi jo holde afsluting for ham d. 28., hvor han rigtig gerne vil have en Spiderman kage med. Jeg fucking hader at lave kage så det ser jeg ikke frem til på nogen måde (sidste gang fik jeg ødelagt sukkerprintet fordi jeg lagde et viskestykke oven på den varme kage, og det satte sig fast i printet… følte jeg mig lige intelligent eller hvad?) men selvom jeg ville have foretrukket at lave vitterligt hvad som helst andet så må det jo blive en Spidermankage. Og så må vi håbe at jeg ikke får myrdet hverken børn eller voksne med den. Suk.

Madplan – #6

Madplan – #6

Jeg hopper mandag over eftersom den allerede er overstået (læs; vi spiste hos min mor igen) men I skal da ikke snydes for resten af ugen, hvis I nu mangler lidt inspiration.

Planen er lavet ud fra hvad vi har i fryseren, køleskabet og fra madspildskassen med frugt&grønt.

Tirsdag d. 5.:
Ovngrillede, marinerede kyllingelår m. hvidløgskartofler & squash-tzatziki

Onsdag d. 6.:
Svinemørbrad m. rodfrugter, kartofler, champignon & hollandaisesauc

Torsdag d. 7.:
Rester af svinemørbrad

Fredag d. 8.:
Hamburgerryg m. grønlangkål & kartofler & brune kartofler

Lørdag d. 9.:
Rester af hamburgerryg

Søndag d. 10.:
Spise hos mor

Jeg kan stærkt anbefale at prøve squash-tzatziki. Det laves á la normal tzatziki men bare med squash, hvilket gør at den faktisk smager af noget 😉

Jeg laver den som oftest med creme fraiche, mayo, salt, sukker, sød sennep, honning, eller deromkring. Det er billigt og det smager godt til rigtig mange retter. Bare husk at dræne den revne squash, salte den og lade den stå i et par minutter, og så dræne igen, da du ellers får en møjet flydende udgave af tzatziki.

Jeg kan også stærkt anbefale at spise hos mor en gang om ugen – uanset hvor meget jeg elsker at lave mad og hvor god jeg er til det (og det er jeg hvis jeg selv skal sige det) så kommer det aldrig til at måle sig med min mors madlavning 😉

At blive mor i en ung alder

At blive mor i en ung alder

For et par dage siden sagde en af mine kollegaer, at han så frem til weekenden så han kunne sove længe. En anden kollega sagde, at hun faktisk plejer at stå op kl. 8 for at kunne nu en masse – dét synes han var tosset.

Jeg tilføjede at 8 lød længe i forhold til mine unger. Det kom prompte; “Har du børn!?”, efterfulgt af et stille øjeblik og så et “Hvor gammel er du?”.

Det sker simpelthen så ofte at jeg efterhånden bare svarer helt mekanisk.

For ja, jeg blev mor i en ung alder, og ja, jeg ser åbenbart meget ung ud (fik jeg nogensinde nævnt, at der er en 17-18 årig fyr, der ihærdigt bliver ved med at smile til mig hver gang vi går forbi hinanden?) så folk går fuldstændig i koma når de finder ud af at jeg har tre børn. Jeg plejer at fortælle dem “de yngste to er tvillinger” (mens jeg tænker til mig selv “jeg har lige sagt at de er fem, TO og TO år gamle”) hvilket åbenbart gør det MEGET mere forståeligt for folk… nårh ja, altså, dem om det.

Hvad der virkelig forstyrrer mig er, at jeg endnu har til gode at møde nogen, der ikke antager, at jeg blev gravid ved et uheld. Hey, jeg forstår at det sker, og jeg dømmer ikke – men mine børn var ikke uheld. Jovist var den ene tvilling en overraskelse, men min ældste var 100% planlagt. Og ja, jeg var kun 19 da jeg blev gravid og 20 da jeg fødte. Og ved Gud havde mange, mange ting havde været lettere hvis jeg havde ventet – vi havde kun kendt hinanden i 4 måneder da jeg blev gravid, mine venner forsvandt som dug for solen, og så hjalp det selvfølgelig ikke at jeg havde svær, ubehandlet hyperemesis hele graviditeten igennem, med rigtig mange senfølger som stadig påvirker hele mit liv.

Men jeg er træt af at folk antager, at jeg har misset en masse ting, at hele min “ungdom” er død på en eller anden måde bare fordi jeg ikke har brugt det hele af den på at drikke mig i hegnet hver weekend. Som 15-årig plejede jeg at drikke så meget, at selv drengene ikke kunne følge med. Det er ikke tider jeg savner. Jeg har fået nøjagtigt et halvt glas alkohol siden jeg blev gravid med A og han er 5,5 år (altså, jeg drak det halve glas da han var omkring 2, ikke mens jeg var gravid!). Det er mit valg, ikke noget jeg føler mig tvunget til.

Jeg er træt af alle de andre mødre (og ja, kun mødre, for ikke én far har været på den måde) kigger skævt til mig når de finder ud af at jeg hverken er søster eller babysitter, der kommer for at hente A. Fordi jeg studerer i stedet for at have fast arbejde, fordi jeg ikke gider at komme hver torsdag til røvkedelig forældrekaffe i børnehaven, og fordi jeg tropper op i Pokemon-onsie på de dage hvor jeg bare ikke kan give nogen fucks.

For ærligt? Jeg er ikke en dårligere mor af at være 10 år yngre end dem, og bare fordi mit hår er umuligt at styre og jeg ikke ligner en million når jeg henter børn, betyder det ikke at jeg ikke kan klare jobbet. Der er absolut intet vigtigere i mit liv end mine børn. De har aldrig fået en Knorr lasagne (men fred med det hvis dine har – mine har spist hundemad fra gulvet so I’m not judging!), jeg gør mit bedste for at vælge økologiske varer, der er ikke parfume i noget som helst de rører ved, mit hus ligner et bombet lokum fordi jeg hellere vil lege med ungerne… Så jeg kan altså godt, trods alderen.

Mange tror at man bliver en bedre mor af at være ældre, men man bliver faktisk en bedre mor af at være mor. Hvis jeg først havde fået børn nu i en alder af 26 havde jeg været nøjagtigt lige så fucking lost som jeg var da jeg var 20. Altså, vi troede jo at #2 ville være SÅ nemt fordi “vi havde jo prøvet det før” – og så fik vi tvillinger. Og HAHAHA, nej, det havde vi overhåååvedet ikke til sammenligning prøvet før. Men man lærer det jo hen af vejen.

Mine unger har det godt, hverken værre eller bedre end alle andre børn, og jeg kan ærligt talt se langt flere fordele ved at være ung mor end hvis jeg havde ventet – for mit vedkommende, personligt.

Og så kan I da lige få et par billeder af mine lækre gøjsere 😉

Bange for skole

Ja altså, mig, ikke barnet. Han glæder sig ikke ligefrem fordi han ved at mor går i skole og kommer meget sent og meget træt hjem (praktik, er det så, men skidt pyt) men han er heller ikke ved at skide grønne grise som mig.

Jeg er ikke klar. Altså, der er 6 måneder til august og til hans første rigtige skoledag, ikke? 6 måneder er meget kort tid i mit hovede men jeg har gjort mit bedste for stille og roligt at forberede mig så jeg også kan forberede ham. Og så får vi en mail, der tydeligt viser at vi bor i nabokommunen – Odense kommune starter jo førskole d. 1. marts.

FUCK FUCK FUCK, ALTSÅ. Ja undskyld, men ét mere fuck. Dét er jeg da slet ikke på nogen måde klar til! Hverken fysisk (hallo, jeg skal da bruge mindst 3 måneder på at researche tasker) eller mentalt, og jeg aner slet ikke hvordan vi på en måned skal forberede både ham og hans børnehave – de andre børn stopper jo først i august.

Han fik det at vide hen over middagsbordet hos mormor (fordi jeg, voksen som jeg er, gik i lettere hysterisk panik da det gik om for mig hvor tæt på det var) og det tog han egenligt meget pænt. Jeg ved så heller ikke hvor meget han faktisk forstår af det, men jeg ved at han bliver ked af at skulle “skifte børnehave” igen for han har sagt mange gange at det har han ikke lyst til. Heldigvis er der “åben skole” her om en uges tid, så jeg tænker at vi kigger forbi, for vores alles skyld, men især min og hans. Så må vi jo tage det som det kommer.

Er der andre, hvis børn starter nu her (eller til sommer) og som også er i panic mode? Det kunne være rart om man ikke var den eneste tosse, der synes at tiden pludseligt går for hurtigt.

Et halvt kilo ingefær…

Et halvt kilo ingefær…

Det har sgu været en meget, meget lang dag i dag. Jeg har været grumt syg hele ugen men uden mulighed for at blive hjemme under dynen så jeg har set virkelig meget frem til weekenden.

Så da jeg endelig kom hjem i dag, meget sent, var jeg glad for at se de to madspildskasser jeg havde bestilt, på køkkenbordet (tak til manden for at have båret dem ind). Det er lidt længe siden vi sidst har bestilt men jeg tænkte at jeg ville prøve igen, da jeg mangler inspiration, og jeg på denne her måde er lidt “tvunget” til at være kreativ nu hvor jeg jo har tingene i huset.

Jeg åber så frugt&grønt kassen og ser, blandt de mange fine ting, ca. et halvt kilo ingefær. Og jeg tænker – okay, jeg ved godt at jeg yderst sjældent bruger ingefær, ikke? Men alle de gange jeg har set en opskrift eftersøge ingefær, har det altid været noget i stil med “riv 10 gram ingefær på et rivejern” – så hvordan fanden tænker de tossede mennesker lige, at én enkelt familie skal få brugt hele 500 gram? Jeg ved godt vi er 5, men come on, det er ingefær.

Jeg havde virkelig svært ved at acceptere, at nogen skulle være så tossede at sende et helt halvt kilo ingefær med så jeg bruger et godt kvarter på at google billeder af ingefær. Jo jo, det ligner meget godt. De har sgu sørme sendt mig en absurd mængde af det vildt usmagende stadst.

MEN! Tænker jeg så. Hvad men om jeg liiiige tjekker på hjemmesiden, for det kan jo være der er blevet lagt en liste om med ting som man måske har modtaget (ikke alle kasser er ens). Og rigtig nok – der står det på listen.

Mit ingefær, i posen til højre på billedet

Nu vil alle I veludhvilede, kloge mennesker så nok sige, “Men hey, der er jo ikke noget ingefær! Det er jordskokker!”. Og ja, sørme om det ikke også gik på for mig da jeg læste “jordskokker” på listen på hjemmesiden, at det var hvad jeg havde fået i min kasse.

Så ikke nok med at jeg er for dum til at kende forskel på ingefær og jordskokker, så tog det mig pinligt lang tid at stoppe med at google billeder og i stedet få googlet en faktisk liste med indholdet.

Godt at det er weekend.

Når livet går op og ned

Som det nu engang er for os alle, går livet nogle gange op og nogle gange ned – pt. synes jeg der har været lidt for meget ned hos os. Der er alle de små trælse ting som at jeg var syg i næsten hele december måned, inkluderet juleaften og nytårsaften, de lidt større trælse ting som at vores biler hver især er brudt samme 3 gange på under 2 måneder (og ja, JEG var i 5 af nedbruddene – ikke fordi jeg er idiot til at køre bil men fordi universet hader mig) så der var lige en masse, der skulle betales, med penge vi ikke har… Og så værst af alt – vi fandt vores 13 måneder gamle hund, Batman, død, fredag d. 11.

Jeg er så god til at håndtere enhver form for presset situation og have styr på og fikse alt. Men døden? Nej tak du, det er den absolut eneste ting jeg ikke kan håndtere.

Jeg vidste godt hvad min mand ville sige da han kom ind i stuen og forsigtigt sagde “skaaat?”. Ikke af nogen synderlig grund, for man forventer sgu ikke at en sund og rask, raceren hvalp med dokumentation for at den ikke fejler noget, bare død uden videre. Men jeg vidste det alligevel.

Jeg tog med ud på soveværelset og forsøgte virkeligt ikke at bryde sammen, men hjernen var helt mos. Gik ud igen i stuen så min mand kunne være ham ud i skuret uden at han skulle gå forbi mig. Af en eller anden grund vælger han at tage Batman i armene, bare sådan – jeg havde forestillet mig et håndklæde eller noget, I ved, der dækkede, så da jeg så ham komme gående med en hund, hvis alle fire ben stak lige op i luften? Ja, så slog den sgu klik.

Den følgende uge var fyldt meget meget lidt søvn, rigtig mange panikanfald, og en meget stor udfordring i at svare på “hvorfor er han død?” for vi har stadig ingen anelse. Vi valgte dog at håntere børnene som vi fandt det bedst – ved at vise Batman i skuret, pakket ind i plastik (han døde som sagt fredag og skulle obduceres mandag, og ja… ingen har brug for detaljer) og fortælle at han var død. De forstod de alle tre, og især de to små var kede af det, men det var meget tydeligt at det hjælp dem til at håndtere det bedre. Han er blevet kremeret nu men det er stadig underligt når man går forbi hans soveplads at han ikke er der.

Som “bonus” har jeg fået to nej-tak’er fra to samtaler jeg har været til, omkring en elevplads som salgsassistent. Så hvis nogen kender nogen, der mangler, på Fyn eller i trekantsområdet, er jeg 100% game!

Første barn vs. andet barn

Alle flergangsforældre ved, at der er forskel på første gang man bliver forældre og de efterfølgende gange. Der er bare noget, der ændrer sig med tiden og med de nye evner den førstefødte giver én, der gør at nummer to (og i vores tilfælde, nummer tre) får helt andre vilkår at vokse op i – på både godt og ondt.

Baby ruller, kravler, går, etc.

Første barn:
“Skat, SKAAAAT, seee! Se hvad han kan, mors dygtige lille skattebasse, han skal nok blive til noget. Kom, lille mand, gør det igen, så kan moster Olga lige få en video”

Andet barn:
“Skaaat, han går!”
“Hva’? Nårh, ja… det gjorde han faktisk også for to dage siden, glemte bare lige at nævne det”

Hygiejne:

Første barn:
“FUCK, jeg har tabt sutten her MIDT PÅ GULVET, jeg må hellere skolde den i 45 minutter. Eller – måske bare smide den ud og købe en ny?”

Andet barn:
“Fuck, jeg tabte sutten her midt på asfalten… fuck, nu er jeg nød til at sutte støvet af før han kan få den igen, ad”

Tøj:

Første barn:
“Der skal i hvert fald være 30 par bukser, 45 par trøjer, 300 par bittesmå sokker bare fordi de er små…”

Andet barn:
“Ét sæt tøj til om dagen i en uge er vel mere en rigeligt, vi har jo en vaskemaskine”

Legetøj:

Første barn:
“Så er der Lamaze, bObles i massevis, Sophia the Giraffe… intet mindre er godt nok til min basse”

Andet barn:
“Skat, de er begge vilde med grydeskeerne… må jeg ikke godt bare pakke dem ind til jul?”

Elektronik:

Første barn:
“Han skal ikke se ét sekunds TV før han er mindst 2, gerne 3, ingen tablets eller noget som helst i den alder”

Andet barn:
“1,5 år er tæt nok på 2 år, ti stille og lad dem se tegnefilm så vi kan få lidt ro”

Slik:

Første barn:
“Intet sukker, kage, slik, chokolade, etc. før han er 2, det er undødvendigt og han ved ikke hvad han går glip af”

Andet barn:
“Seeee, skat, vil du ikke have en skål chips så mor kan lave aftensmad i fred?”

Mad:

Første barn:
“McD? HAHAHAHAH, ikke før han fylder 18!”

Andet barn:
“Hej Bjarne! Ja, det er mig igen. 3 Happy Meals, tak, og kan du smide et shot rom i min cola?”

Legetid:

Første barn:
“Har brugt 23 timer af døgnet på at sidde med ham på skødet og lege”

Andet barn:
“Skat, jeg… ved ikke hvem der er hvem. Igen.”

Sikkerhed:

Første barn:
“Skat, hjælp mig med at sætte sikkerhedsdimser på kanterne af bordet, skuffer og skabe skal lukkes af, og ALT skal flyttes højt op hvor han ikke kan nå”

Andet barn:
*kigger på ungen forsøge at nå noget på køkkenbordet*
*skubber stol hen* “Brug denne her, skat, du kan lige så godt lære det”

Kærlighed:

Første barn:
Uendelig kærlighed

Andet barn:
Lige så meget uendelig kærlighed.

Kan I kender noget af det fra jer selv af? Eller er I på helt samme måde med både første og efterfølgende børn?

Børnetorvet – igen

Børnetorvet – igen

Det starter med at den store har fødselsdag i juni, efterfulgt af tvillingernes fødselsdag i september, efterfulgt af jul. Og det kan godt være at vi påstår at vi holder det til et minimum, og nøjes me dat beholde det legetøj som børnene faktisk leger med, men faktum er at vi svømmer i alt fra plastic-fantastic ragelse til trælegetøj uden maling for at være så sundt som muligt. Det er simpelthen for meget og selv ungerne kan ikke overskue det fordi der ikke rigtig er mulighed for at fordybe sig i en god leg.

Sidste gang vi havde en stand på børnetorvet gik det rigtig fint, så vi tænkte at det var på tide at prøve igen.

Vi har sat standen op i går aftes og der er bl.a. en del bObles (som mor her endelig kan overskue at skille sig af med), en masse lastbiler, dinoer, det sidste babylegetøj, samt en del “pigelegetøj” (eller, som vi kalder det herhjemme – legetøj) hvis man nu bor i Odense og er interesseret. Skal hilse at sige, at der også er rigtig meget andet lækkert på de andre stande. Elsker det sted!

Stand nummer 11, hvis man er interesseret 😉

Sover han snart?

En af de mest hørte sætninger som gravid er “sov når baby sover”. Idéen er egenligt god nok – lad vasketøj og støv ligge og få dig noget velfortjent søvn når muligheden byder sig. Men hvad så når den ikke byder sig?

Alexander sov udmærket de første 5 timer af sit liv. Derefter sov han sådan ca. aldrig. Han var bogstavligt talt vågen 8-10 gange hver  nat. Han sov heller aldrig rigtig lur – på de gode dage fik han én lur á 20 minutter. Som bonus har jeg i forvejen svært ved at sove, især når man som nybagt mor ligger dér og er møgbange for om baby nu også trækker vejret (ja, det er dumt og ulogisk, men jo, vi gør det jo alle… nogen af os tjekker stadig ungerne i en alder af 5 år, HOST) så jeg var 100% færdig til sidst.

Før jeg fødte var jeg helt overbevist om at han ikke skulle have sut, han skulle ammes, og han skulle samsove med os. Amningen blev et rent helvede (den kan vi tage en anden gang), og sutten kunne jeg have limet fast i munden på knægten fordi det gav bare lidt stilhed og ro. Bare en smule.

Da han var 3 måneder gammel stod jeg en morgen med ham i armene. På dette tidspunk var klokken omkring 5 og vi havde været oppe en gode 10 gange fra midnat til dér. Jeg hamrede direkte ind i væggen med barnet i armene for jeg var simpelthen så udkørt af mangel på søvn at jeg næsten besvimede.

Det var også den aften han kom i egen seng på eget værelse, stik imod alle “burde” og “skulle” – og han sov igennem. Fra allerførste nat af og faktisk helt frem til nu hvor han er 5, ikke medregnet de få sygedage han har haft.

De to små på 2 år gider heller ikke samsove. De sover meget bedre selv, og det gør jeg også. Det er hvad der fungerer for vores familie. Jeg synes det er vigtigt at man ikke bliver alt for forhippet på “skal”, “burde” og “må” når det kommer til at være forældre, for vi kender trods alt selv vores egne børn bedst.

Og selvom jeg 100% er for at sætte barnets behov først, så er man som mor alligevel nød til også at sørge lidt for sig selv. Det tog mig desværre længe at lære, men det gør det så meget nemmere for hele familien når mor også fungerer.

Og husk – børn er forskellige. Nogen sover fantastisk fra start af, andre sover først igennem når de er 7, men de skal alle tidsnok lære at sove uden hjælp, og vi skal som forældre nok komme til at savne de nætter hvor der var behov for os. Bare lidt 😉